Mød et udvalgsmedlem: Frank Ahlstrand

af | jan 27, 2025

Hvad er din post i dommerudvalget?

– Aktivitetsudvalgsformand

Hvad består din post i dommerudvalget af?

– Mine opgaver er blandt andet at styre BWF-dommernes rejser, når de skal ud til turneringer her i Europa. Så er det planlægning af dommerbesætning ved f.eks. Denmark Open og DM. Vi sørger for at udpege dommerne ved alle nationale mesterskaber, som Badminton Danmark er inde over. Det er også os, der sørger for, at dommerne kommer videre i systemet. Det kræver, at vi i dommerudvalget laver indstillinger på de pågældende forbundsdommere, når vi mener, de er klar til i første omgang at komme til et forkursus og siden til eksamen for at blive Badminton Europe dommere.

Hvor stammer din kærlighed til sporten fra?

– Den begyndte allerede, da jeg var omkring ti år og startede med at spille i Charlottenlund Badminton Klub. Så sker der det i 1999, at Camilla Martin spiller VM finale i Brøndby, og der efterspurgte Badminton Danmark linjedommere. Der startede hele mit forløb. Så blev vi linjedommere spurgt, om der var nogle, der kunne tænke sig at blive dommere, og det sagde jeg ja til. Så ved jeg ikke, hvad der skete, men lige pludselig sad man som Badminton Europe certificeret dommer.

Hvordan blev du en del af dommerudvalget i Badminton Danmark?

– Det var fordi, jeg gik ind og markerede mig og sagde, at der var nogle ting, der ikke var styr på. Når du på den måde er åben og deler dine idéer, kan det jo føre til, at der er nogen, som ser, at du har nogle visioner og ting, du gerne vil have ført ud i livet. Så det startede for 4-5 år siden, hvor jeg sagde, at jeg gerne ville overtage posten.

Har du interesser, der rækker uden for badmintonsporten?

– Nu er jeg nået en alder, hvor jeg har sagt, at nu lægger jeg det der badminton lidt på hylden. Så jeg har taget jagttegn inden for det sidste halve år. Det er også for at passe bedre på mig selv og komme ud i naturen og slappe af.

Hvad består dit professionelle liv af?

– Jeg sidder i Gentofte Kommune, hvor jeg har været ansat i over 40 år. På torsdag får jeg min fortjeneste medalje og d. 12. maj, skal jeg besøge kongen. Så der sker også nogle ting på den front.