Dagen er oprunden, VICTOR DM 2025 skydes i gang onsdag kl.10.00. Et hav af spændende opgør står for døren, når jagten på de nye danmarksmestre begynder.
Køb billet til VICTOR DM i Sønderborg
Banerne er lagt, nettet er spændt, og Sydjysk Sparekasse Skansen i Sønderborg venter nu kun på, at landets dygtigste badmintonspillere indtager de fire baner foran et veloplagt publikum. VICTOR DM er klar til start, og førstedagen er ikke fattig i spændende opgør.
I dag venter første- og anden runde ved årets VICTOR DM i Sønderborg, for at finde alle deltagere ved morgendagens kvartfinaler, hvor de seedede spillere indtræder på programmet og banerne i Skansen. Der er to spændende runder i vente til de fremmødte.
Læs også: Program, livestream og sendeplan: Alt du skal vide til VICTOR DM 2025
Blandt de mange spændende opgør springer Julie Søgaard/Filippa Østergaard Salomonsens opgør mod Sofie Moesgaard/Sofie Solveig Hansen i øjnene. Det førstnævnte par fra Kolding er nemlig hver især blot 15 år gamle, hvilket gør dem til de to yngste deltagende ved årets VICTOR DM. Julie Søgaard har to måneder plus det løses anciennitet så at sige i forhold til klub-kammeraten, hvilket dermed gør Salomonsen til den yngste deltager ved årets mesterskab. Modstanderne fra Højbjerg er ikke just gamle i gårde heller. Moesgaard er 19 år, mens Hansen bliver 21 senere på måneden. Et opgør med nogle af landets mest håbefulde badmintonspillere i aktion.
I mixeddouble er der ligeledes en spændende dyst på bedding. Her møder landsholdsspillere ungdomslandsholdsspillere, når den til lejligheden sammensatte stjerne-duo bestående af landsholdsspillerne Andreas Søndergaard fra Værløse og Sara Thygesen fra Odense OBK tørner sammen med den talentfulde duo Jacob Clausen Jessen/Sophia Lemming fra Højbjerg. Denne duel er blandt dagens åbningskampe, så det er bare om at møde tidligt op i Skansen eller tænde tidligt op for vores livestream, for der er verdensklasse fjer fra første bold.
Køb billet til EM 2025 i Horsens her
I damedouble tørner yderligere to af landets mest talentfulde konstellationer ligeledes sammen, når Sophia Lemming spiller sin anden kamp på dagen denne gang med makkeren Nicoline Tang fra Odense OBK. Modstanderen hedder Terese Gammelgaard fra Ikast og Maj Bach Moesgaard fra Odense OBK. Alle fire kombattanter i det opgør er blot 18 år gamle.
Der er mange flere intense, spændende og drabelige opgør i vente end de fremhævede, og du kan følge dem alle live her.
For et overblik over dagens program, klik her.
Er du nysgerrig efter at komme tættere på spillerne, kampene og alt det, der sker bag kulisserne ved VICTOR DM? Følg Badminton Danmark på Facebook, Instagram, X, TikTok og Youtube, hvor vi hele ugen deler eksklusivt indhold og spændende øjeblikke. Du kan også besøge eventsiden for mere information om turneringen generelt.