Viktor Axelsen er kåret som Årets Badmintonspiller 2024 efter et historisk år, hvor han blandt andet sikrede karrierens anden OL-guldmedalje.
Malaysia Masters, Hong Kong Open, EM-bronze og ikke mindst karrierens andet OL-guld på CV’et.
Herren, der kan noteres for disse fornemme titler fra det forgange år, hedder selvfølgelig Viktor Axelsen, og kan nu også kalde sig Årets Badmintonspiller 2024. En hæder han modtager på baggrund af stemmer fra blandt andre fans, journalister og spillerkollegaer.
Køb billet til EM 2025 i Horsens her
– Jeg vil gerne sende en kæmpe stor tak til alle jer, som synes, jeg har fortjent at blive Årets Badmintonspiller. Det er som altid et ekstremt stærkt felt. Vi er enormt priviligeret i Danmark at have så mange dygtige badmintonspillere. Så det er et kæmpe skulderklap for mig personligt at modtage den her pris, siger Viktor Axelsen.
2024 blev året hvor Viktor Axelsen kunne skrive sportshistorie ved at føje endnu en OL-medalje til CV’et, der således tæller tre. To af guld og en enkelt af bronze. Viktor Axelsen er dermed aktuelt den mest vindende herresinglespiller i OL-historien og én af blot to herresinglespillere, der har to OL-guldmedaljer under bæltet. Sidstnævnte er en præstation, han kun har til fælles med den kinesiske stjernespiller Lin Dan.
Foruden denne milepæl bød 2024 også på EM-bronze og to Super 500-titler ved henholdsvis Malaysia Masters og Hong Kong Open. Alt sammen fra Viktor Axelsens velspillende hånd. Med disse præstationer modtog han størstedelen af stemmerne og løber således med prisen som Årets Badmintonspiller 2024.
Vil du også spille badminton? Klik her og find en klub nær dig
Det er femte gang Viktor Axelsen vinder prisen. Endnu en historisk bedrift idet han nu er den spiller, der har modtaget hæderen flest gange.
Der følger udover æren og prisen også en check med på 10.000 kr. fra Badminton Danmark.
De nominerede var
- Viktor Axelsen: OL-guld, vinder af Malaysia Masters, vinder af Hong Kong Open, EM-bronze
- Anders Antonsen: Vinder af Malaysia Open, vinder af Denmark Open, vinder af China Masters, vinder af Indonesia Masters, EM-guld, andenplads ved Indonesia Open, andenplads ved World Tour Finals
- Kim Astrup/Anders Skaarup: Vinder af World Tour Finals, EM-guld, vinder af Malaysia Masters, vinder af Canada Open, andenplads ved Denmark Open, andenplads ved Indonesia Masters, andenplads ved Arctic Open
Nedenstående stemmer danner grundlag for valget af Årets Badmintonspiller
- en afstemning for alle via www.badminton.dk (flest stemmer – en stemme)
- en afstemning blandt spillerne i Badminton Danmarks spillergrupper (flest stemmer – en stemme)
- en afstemning blandt badmintonkyndige journalister (flest stemmer – en stemme)
- en indstilling fra Team Danmark (en stemme)
- en indstilling fra DIF (en stemme)
- en indstilling fra cheflandstræneren (en stemme)
- en indstilling fra TV 2 SPORT (en stemme)
Tidligere vindere af Årets Badmintonspiller
- 2004 – Jens Eriksen
- 2005 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
- 2006 – Jens Eriksen og Martin Lundgaard
- 2007 – Tine Rasmussen
- 2008 – Tine Rasmussen
- 2009 – Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl
- 2010 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
- 2011 – Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen
- 2012 – Mathias Boe og Carsten Mogensen
- 2013 – Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen
- 2014 – Jan Ø. Jørgensen
- 2015 – Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen
- 2016 – Thomas Cup-holdet
- 2017 – Viktor Axelsen
- 2018 – Kim Astrup og Anders Skaarup
- 2019 – Anders Antonsen
- 2020 – Viktor Axelsen
- 2021 – Viktor Axelsen
- 2022 – Viktor Axelsen
- 2023 – Kim Astrup og Anders Skaarup