William Bøgebjerg optaget i eliteprogrammet

af | feb 20, 2025

Badmintonphoto

Badmintonphoto

Med optagelsen af William Bøgebjerg består herresinglegruppen på Det Nationale Elitetræningscenter af fire spillere.

Køb billet til EM i Horsens

Den 18-årige herresinglespiller William Bøgebjerg er fremover en fast del af landsholdstræningen i Brøndby.

Torsdag bliver han officielt optaget, når han får sit navn op væggen i Brøndby Hallen ved siden af de andre landsholdsspillere.

– Jeg er meget stolt over at blive optaget i eliteprogrammet. Det er et stort skridt på vejen for mig, og jeg ser det også som et naturligt skridt, da det er den vej, jeg jagter, siger Bøgebjerg.

Allerede sidste år begyndte han at træne med 2-3 gange i ugen sammen med de andre landsholdsspillere i Brøndby. Det var under den daværende herresingletræner og cheflandstræner, Kenneth Jonassen. Fremover bliver det under den tidligere landsholdsspiller Hans-Kristian Solberg Vittinghus, som overtager ansvaret for herresinglekategorien.

– ’HK’ og jeg har et godt forhold til hinanden, og han virker som en god træner, som, jeg er sikker på, kan give mig noget god sparring, fortæller Bøgebjerg.

Se alle de optagede spillere på NETC

Udover god sparring inden for badmintonstregerne bliver der nu også mulighed for at gøre brug af Team Danmarks eksperter og dermed få hjælp og sparring til styrketræning, fysioterapeuterne, kost og lignende.

I første omgang er målet at komme fuldt tilbage i kampform, efter han pådrog sig en skade ved ungdomsverdensmesterskaberne i oktober.

Med optagelsen af William Bøgebjerg er der nu fire herresinglespillere i eliteprogrammet. Udover Bøgebjerg er det Rasmus Gemke, Magnus Johannesen og Mads Christophersen.