Danmark fulgte flot op på sejren i holdturneringen, da de i den individuelle turnering lykkedes med at vinde tre guld- og to sølvmedaljer.
Danmark var repræsenteret i alle fem kategorier, da der søndag var finaledag ved 8 Nations. En turnering bestående af U15-landshold fra otte europæiske nationer.
Da finalerne var slut, kunne U15-landstræner Thomas Nielsen konstatere, at det blev til guldmedaljer i herresingle, herredouble og damedouble, mens det blev til sølv i damesingle og mixeddouble.
– Overordnet set er det gået rigtig godt med fem finalepladser. Turneringen har været rigtig god, for vi kan måle os med de bedste spillere i denne årgang i Europa. Vi må så også konstatere, at niveauet i Europa overordnet set ikke er voldsomt højt, for der er lidt langt mellem snapsene, siger Thomas Nielsen.
Sådan blev finaleresultaterne i den individuelle turnering ved 8 Nations:
- Herresingle: Marvin Mogensen – Casper Bohlin: 21-4, 21-9
- Damesingle: Emma Nissen Nielsen – Xiaoyin Liang: 17-21, 12-21
- Herredouble: Marvin Mogensen/Frederik Aarslev Rasmussen – Daniel/Pulikkottil: 15-21, 21-12, 21-13
- Damedouble: Lærke Mouritsen/Emma Nissen Nielsen – 21-14, 21-19
- Mixeddouble: Emil Fejsø/Lærke Mouritsen – Graaf/Kool: 18-21, 21-12, 21-23
Læs også: Danmarks U15-landshold sejrer i holdturnering ved 8 Nations
Selvom Danmark lykkedes med at vinde guld i både holdturneringen og fem medaljer i individuelle turnering, så har Thomas Nielsen mindst lige så meget fokus på udviklingen hos de enkelte spillere.
– Det vigtigste at have for øje er, at 8 Nations er en udviklingsturnering. Men vi skal tage med herfra, hvad vi mangler for at slå de asiatiske spillere på sigt. Her mangler vi overordnet set noget bevægelse og benarbejde, som skal blive bedre. Slagteknisk er vi heller ikke helt, hvor vi skal være endnu. Det skal vi arbejde videre på. Men generelt har det været en god gruppe at have med. De gør det godt, og de er gode for hinanden og hjælper hinanden, siger U15-landstræneren.
Danmark vandt holdturneringen tidligere på ugen med 6-3 over Frankrig.
8 Nations blev spillet i den svenske by Uppsala.
Vil du også gerne spille badminton? Find en klub nær dig her
Danmarks trup til 8 Nations bestod af:
- Marvin Mogensen, Solrød
- Frederik Aarslev Rasmussen, Odense
- Emil Fejsø, Vejle
- Bjørn Ors Nilsson, Skovshoved
- Si-Dan Nguyen, Højbjerg
- Sigurd Bang-Udesen, Herning
- Emma Nissen Nielsen, Viby J
- Lærke Mouritsen, Svendborg
- Venya Gunda, KBK Kbh.
- Ida Boesen, Skovshoved
- Isabella Christensen, Værløse
- Sara Harbo, Drive
Trænere på turen var Thomas Nielsen og Steen Thomsen, mens Peter Nedergaard var team manager.