Badminton Danmark skal have ny direktør

af | mar 20, 2025

Foto: Allan Høgholm

Badminton Danmarks direktør har fået nyt job som underdirektør i Skattestyrelsen. Forbundets bestyrelse har indledt processen med at finde en afløser.

Kristian Pinderup Langbak, direktør i Badminton Danmark, har fået nyt job tættere på familien i Aarhus. Hans sidste arbejdsdag i Idrættens Hus i Brøndby bliver 16. april. Herefter tiltræder han i Skattestyrelsen som underdirektør.

”Jeg har været privilegeret at være en del af holdet i Badminton Danmark de seneste 2½ år, og det er jeg meget glad og taknemmelig for. Det har været sjovt, spændende, udfordrende og fyldt med drift, udvikling og store oplevelser – alle de ingredienser som et fantastisk job set fra min stol indeholder.

Men med arbejde i Brøndby og familie med tre hjemmeboende børn i Aarhus, har det også flyttet på nogle balancer i forhold til ikke mindst min familie, som jeg ser frem til at skubbe i en mere bæredygtig retning ved at flytte min jobmæssige base tilbage til Aarhus. Jeg vil gerne takke Badminton Danmarks formand, hovedbestyrelse, administration og vores mange gode samarbejdspartnere for en fantastisk tid i Badminton Danmark”, siger Kristian Pinderup Langbak. 

Formand for Badminton Danmark, Kristian Pihl, havde gerne set samarbejdet fortsætte.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde håbet på at have Kristian i længere tid, men med en arbejdsplads i Brøndby og en bopæl i Aarhus, så har jeg fuld forståelse for Kristians beslutning. På den relativt korte tid som direktør, så synes jeg, at Kristian har fået sat et rigtig fint aftryk på organisationen. Han har fået sat en positiv retning, så den nye kommende direktør sammen med resten af administrationen og hovedbestyrelsen har et godt udgangspunkt at arbejde videre med.

Kristian har været meget vellidt i organisationen og hos vores samarbejdspartnere. Samarbejdet med hovedbestyrelsen og det tætte samarbejde med mig som formand har været upåklageligt. Jeg ønsker ham al held og lykke i sit nye virke. 

Det er aldrig optimalt at miste en direktør, men det er en meget attraktiv stilling, så jeg er fortrøstningsfuld omkring at finde en god afløser”, slutter Kristian Pihl.

Formanden oplyser, at han sammen med bestyrelsen har indledt en proces, der skal føre til ansættelsen af en ny direktør. Indtil denne er fundet vil Kristian Pihl, udover funktionen som formand, ligeledes midlertidigt varetage funktion som direktør i Badminton Danmark.