Line Kjærsfeldt leverede endnu en stærk bedrift i semifinalen ved Swiss Open, hvor sejren kom i tre flot tilkæmpede sæt med suverænt dansk spil og fight. – Hvis jeg skal koge det ned, så synes jeg, hun håndterer tingene ekstremt godt mentalt derinde i dag. Og det er det, der gør, at hun vinder, sagde centertræner Jonas Lyduch.
I denne uge er World Touren kommet til Basel, hvor super 300 turneringen Swiss Open afholdes i St. Jakobshalle. Her havde Line Kjærsfeldt spillet sig frem til lørdagens semifinale på imponerende vis ved blandt andet i kvartfinalen at slå den førsteseedede verdenssekser Pornpawee Chochuwong. En præstation som ikke kan undgå at danne bagtæppe, når man går på banen dagen efter.
– Når man har en stor sejr som den i går, bliver det altid lidt sværere i kampen dagen efter. Man går fra at have slået nummer 6 på verdensranglisten, og selvom Line ikke føler sig som favorit mod Michelle Li, kan man alligevel ikke undgå at tænke, at hvis jeg kunne slå hende i går, kan jeg også slå hende i dag. Jeg føler ikke, at det var et pres, Line følte, men jeg tror, hun havde en god tro på, at hun kunne vinde. Det er altid mentalt udfordrende at gå ind i en super 300-semifinale og føle, at man har en god chance og så at levere på det. Det synes jeg, er ekstremt flot, sagde landstræner Jonas Lyduch om Line Kjærsfeldts semifinalepræstation.
I semifinalen var modstanderen ganske rigtigt Michelle Li, der for anden dag i træk skulle møde en dansker, efter i kvartfinalen at have besejret en velspillende Julie Dawall. Også Line Kjærsfeldt leverede solidt dansk modspil til canadieren.
– Jeg coachede jo også Julie i går mod Michelle Li. Jeg synes egentlig, sagtens vi kan spille med hende. Det kunne vi også i første sæt, sagde Jonas Lyduch.
Line Kjærsfeldt kom klogt og tålmodigt fra start og faldt sjældent for fristelsen til forhastede beslutninger overfor en på banen meget stillestående Michelle Li. Det resulterede i en dansk 11-4 føring ved første ophold. I anden halvdel af første sæt fandt Michelle Li en håndfuld point ved at spille til nettet med snedige maskeringer. Men danskeren slap aldrig føringen, som hun holdt helt frem til sættets afslutning.
– Så bliver det lidt sværere i andet sæt, hvilket vi måske også havde regnet lidt med, sagde Jonas Lyduch.
Michelle Li kom hurtigt ud af startblokken i andet sæt ved at presse danskeren langt tilbage på banen, så hun kunne overraske på nettet med maskeringer, som var svære at lure. I midten af sættet fik danskeren kortvarigt momentum ved at træde frem på banen og møde bolden tidligere, men det var hele sættet igennem canadieren, der havde overhånden. Kampen skulle derfor afgøres i et tredje sæt.
Få det fulde overblik over dagens resultater her
I det afgørende sæt kunne Line Kjærsfeldt trække fra mod ophold med et højt tempo og et pres til en føring på 11-6.
– Vi får en god start i tredje sæt. Line får hanket lidt op i sig selv, og så spiller hun bare helt vildt godt, sagde Jonas Lyduch.
Herfra leverede Line Kjærsfeldt en fantastisk fight og holdt bolde flot nedad. Ved også at holde hovedet koldt selvom spillestilen krævede mange kræfter, kunne Line Kjærsfeldt falde til gulvet og fejre den samlede sejr, som kom i hus med cifrene, 21-14, 12-21, 21-17.
– Hvis jeg skal koge det ned, så synes jeg, hun håndterer tingene ekstremt godt mentalt derinde i dag. Og det er det, der gør, at hun vinder, sagde Jonas Lyduch og fortsatte
– Line har været god til at være rolig omkring tingene. Hun har været god til at have en plan om, hvad det er hun vil inde på banen og så holde sig til det. Det med at have et positivt mindset inde på banen, synes jeg, hun har været ekstremt stærk til i turneringen. Det synes jeg også hun er i dag, da det bliver rigtig spændende, sagde Jonas Lyduch.
Når programmet offentliggøres kan du få det fulde overblik over morgendagens finaler her
I finalen i morgen venter kinesisk femteseedet modstand i verdens nr. 2 Chen Yu Fei. Et gensyn fra 16.-dels finalen ved All England i sidste uge.
– Det er svært at være utilfreds med sådan en sejr og en finaleplads i en super 300. Først og fremmest tror jeg det giver et kæmpe selvtillidsboost og følelsen af, at hun godt kan spille badminton på højeste niveau med de allerbedste i verden. Og det er egentlig også den tilgang, vi har i morgen mod Chen Yu Fei, som hun også mødte til All England i sidste uge, hvor hun tabte. Vi tænker ikke så meget på, om hun vinder eller taber. Vi har snakket om, at hun skal gå ind og fokusere på at spille godt og have et positivt mindset. Så kan vi godt kigge os selv i spejlet bagefter og sige, at det var okay, sagde Jonas Lyduch.
Finalen i morgen kan følges på TV2 sport og TV2 play.