Kjærsfeldt pressede tidligere OL-vinder, men måtte strække våben i Swiss Open-finalen

af | mar 23, 2025

Line Kjærsfeldt

Badmintonphoto

Line Kjærsfeldt leverede et imponerende niveau i en intens finale mod kinesisk topmodstand, og ender på andenpladsen ved Swiss Open.

Køb billet til EM i Horsens

Søndag eftermiddag kulminerede Swiss Open i Basel, og i damesinglekategorien stod Line Kjærsfeldt for dansk deltagelse på finaledagen. På sin vej til finalen havde danskeren leveret stærke præstationer, blandt andet med en sejr over verdensranglistens nummer seks, Pornpawee Chochuwong, og senest en semifinaletriumf mod Michelle Li.

På den anden side af nettet i finalen ventede endnu en modstander af høj kaliber: den tidligere verdensetter og OL-guldvinder fra 2021, Chen Yu Fei, der forinden dagens opgør havde et overtag i deres indbyrdes opgør med fire sejre mod Line Kjærsfeldts ene.

Læs også: Line Kjærsfeldt er klar til finalen efter ny fantastisk præstation ved Swiss Open

Spørger man centertræner Jonas Lyduch om Line Kjærsfeldts præstation i dagens finaleopgør, får man et upyntet svar uden omsvøb.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg simpelthen, hun spiller vanvittig godt, sagde Jonas Lyduch.

Det var en tålmodig Line Kjærsfeldt, der lagde fra land på afventende vis, men med stor kvalitet i sine salg, som indledningsvis forårsagede en del fejl hos hendes modstander. Chen Yu Fei sendte boldene ud på det, der med kinesiske øjne var den forkerte side af linjerne, og opholdet kunne afvikles med en dansk føring.

– Da Line førte med 4 point i første sæt efter opholdet, var det nok det tidspunkt i kampen, hvor jeg følte, det var lidt ærgerligt, at det ikke fortsatte. Jeg tror, hun også følte, at hun kunne have vundet sættet, eller at hun var i en god position. Men så må vi også bare erkende, at modstanderen hævede sit niveau, sagde Jonas Lyduch.

I anden halvdel af sættet var det som om, rollerne blev byttet om, da den kinesiske spiller fik kvalitet i sine slag og lod Line Kjærsfeldt opleve hele arealet på sin banehalvdel. Det mundede ud i et første kinesisk sæt.

– Det, der er svært efter sådan et sæt, hvor man egentlig føler, at man var lidt tæt på, er, om man falder sammen, eller om man kan køre videre på niveau, sagde Jonas Lyduch.

Og det sidstnævnte var tilfældet for Line Kjærsfeldt, der spillede ufortrødent videre med stor kvalitet.

– Det er sådan set det, jeg synes, var mest tilfredsstillende, sagde Jonas Lyduch.

Efterhånden fik kineseren mere fat, mens Line Kjærsfeldt fulgte godt med, i gode dueller og med imponerende fight. Til sidst trak Chen Yu Fei dog fra til en samlet kinesisk sejr med cifrene, 21-17, 21-17.

– At man så taber en finale til Chen Yu Fei med 17, 17, det synes jeg ikke, man kan være utilfreds med. Det handlede mere om spillet. Og Line spiller badminton på et rigtig højt niveau i dag. Det synes jeg, hun kan tage med sig videre, sagde Jonas Lyduch om kampens resultat.

Få det fulde overblik over dagens finaleresultater her

Line Kjærsfeldt ender dermed som nummer to ved en stærkt besat super 300-turnering. Det er et resultat og et turneringsforløb, der indgår som vigtig del af hendes sæson og udvikling.

– Man får en masse selvtillid, når man slår gode spillere og er i finaler, som man ikke lige står i hver gang, man spiller turnering. At hun har fået nogen sejre mod nogle spillere som Pornpawee, der er over hende rent rankingmæssigt, og som hun ikke har slået før, gør, at hun kan tage en masse selvtillid med videre, og en tro på at hendes spil kan bære på et højt niveau, sagde Jonas Lyduch.