Landets absolut bedste ungdomsspillere har meldt deres ankomst i Brøndby Hallen, når der i denne weekend skal kæmpes om U15-, U17- og U19-medaljer ved VICTOR UDM.
Camilla Martin, Viktor Axelsen, Christinna Pedersen, Peter Gade og Amalie Magelund – listen over store badmintonnavne, der har startet deres rejse mod verdenseliten med en guldmedalje ved VICTOR UDM, er lang.
Vil du også gerne spille badminton? Find en klub nær dig her
Fredag, lørdag og søndag står fremtidens badmintonstjerner ligeledes klar i Brøndby Hallen til at kæmpe om hæder og medaljer ved det prestigefyldte mesterskab.
Et par nævneværdige navne blandt det skarpe felt af talentfulde badmintonspillere er herresingle-kategoriens første- og andenseed i U19, hvor ungdomslandsholdsspiller Philip Kryger Boe fra det fynske familiedynasti i OBK og den nyligt optagede landsholdsspiller, William Bøgebjerg fra Greve. Mens Bøgebjerg indtager førsteseedningen, placerer seedning og lodtrækning Boe som favorit i modsatte ende af turneringstræet. Det bliver interessant at følge, om de to forhåndsfavoritter tørner sammen i finalen søndag, eller om en enkelt eller to af de øvrige topspillere får tilspillet sig en finaleplads på bekostning af Kryger Boe og Bøgebjerg, der træder ind i turneringen fredag kl 18.00.
Klik her for et overblik over det fulde kampprogram og spilletræ på tværs af årgange og kategorier
I U17 i damedouble-kategorien finder vi blandt andre de forsvarende mestre fra sidste års U15 række i Julie Søgaard/Filippa Østergaard fra Kolding BK. De to første års U17-spillere gjorde sig i februar måned særligt bemærkede ved at stille op til senior elitens danmarksmesterskaber som turneringens to yngste spillere. Nu skal de forsøge at besejre de jævnaldrende konkurrenter ved årets UDM. De spiller deres første kamp lørdag kl 14.00.
Søgaard/Østergaard skal nok få modstand i U17-rækken fra andre skarpe modstandere med ambitioner om at rejse hjem med ædelmetal om halsen. Det gælder blandt andre førsteseedede Athene Lyduch/Filippa Pedersen fra henholdsvis Hvidovre og KBK København. De to talentfulde doublespillere fra hovedstadsområdet spillede ikke sammen i fjor, men står stærkt i konstellationen gående ind til dette års mesterskab.
Læs også: Se alle vinderne fra VICTOR UDM 2024 her
I U13 rækken ved sidste års mesterskab ryddede Marvin Galan Mogensen bordet ved at vinde i tre kategorier, og blev ved samme lejlighed kåret som Årets Spiller i årgangen. I år er den talentfulde herrespiller fra Solrød Strand første års U15-spiller og går ind til rækkens mesterskab som førsteseedet i herresingle, i herredouble med Axel Boesen fra Skovshoved og i mixeddouble med Marie Faust Kjær fra Viby J.
Mogensens oprykning til U15-rækken giver bedre forudsætninger for flere spillere i U13-rækken heriblandt førsteseedede Patrick Christensen fra Højbjerg og andenseedede August Muurholm fra Værløse. De to U13-herrespillere indtræder i mesterskabet fredag kl 14.00.
Der er lagt i ovnen til en sand fest, når Brøndby Hallen danner ramme om VICTOR UDM for næste generation af danske topspillere.
Du kan følge kampene fra Brøndby Hallen hele weekenden på Matchi Tv.
UDM står for ”Ungdoms Danmarks Mesterskaberne”. Mesterskaberne er for spillere i den bedste række i U13, U15, U17 og U19.