Danmarks bedste ungdomsspillere står over for en afgørende weekend, når jagten på titlen som danmarksmester går ind. VICTOR UDM samler landets største talenter i Brøndby Hallen til en spændende turnering på tværs af årgange og kategorier. Bliv klædt på til weekenden her.
UDM står for ”Ungdoms Danmarks Mesterskaberne” og samler de bedste ungdomsspillere i U13, U15, U17 og U19, til en dyst om den prestigefyldte DM-titel.
Mesterskaberne finder sted fra fredag d. 28. og frem til søndag d. 30. marts. De indledende runder serves i gang fredag klokken 10, mens ottendedels.- og kvartfinalerne afvikles lørdag. Det hele kulminerer med semifinalerne og finalerne søndag.
Alle kampe spilles i Brøndby Hallen, Danmarks nationale elitetræningscenter, hvor landsholdet træner til daglig. Her er 16 grønne baner fordelt på to lag bag hinanden, klar til at tage imod de unge talenter.
Læs også: Se alle vinderne fra VICTOR UDM 2024 her
Under hele turneringen vil Players Lounge være åben for spillerne. Her kan de slappe af mellem kampene, nyde lette snacks, få noget at drikke og lade op i en komfortabel sofa.
I Brøndby Hallen er der tribuner med frit udsyn til banerne. Her kan tilskuere sidde og opleve de allerbedste ungdomstalenter i aktion på tærsklen til den store badmintonscene, som flere af dem vil træde ind på i løbet af de kommende år.
Alle kampene kan desuden følges gratis hele weekenden på Matchi Tv.
Ønsker du at danne et overblik over kampprogram og spilletræ på tværs af årgange og kategorier, kan du klikke her.
Du kan også komme helt tæt på kampene og spillerne ved at følge Badminton Danmark på Facebook, Instagram, X, TikTok og Youtube hvor der løbende udgives artikler, interviews og videoer fra mesterskaberne.
Stort held og lykke til alle spillere, der skal på banen i løbet af weekenden!
Tidspunkt
28. – 30. marts 2025.
Spillested
Brøndby Hallen, Brøndby Stadion 10, 2605 Brøndby
Spilletider
Fredag
U13: kl. 10.00-20.00
U15: kl. 10.00-20.00
U17: kl. 10.00-20.00
U19: kl. 10.00-20.00
Lørdag
U13: kl. 10.00-18.00
U15: kl. 10.00-18.00
U17: kl. 10.00-19.00
U19: kl. 10.00-19.00
Søndag (Bemærk at der skiftes til sommertid natten til søndag, hvorfor uret stilles en time frem)
Uddeling af ’Årets spiller’ i de 4 aldersgrupper kl. 09.30
Semifinaler kl. 10.00-14.00.
Finaler fra kl. 14.00.