Viktor Axelsen skal igennem en kikkertundersøgelse for at få afklaring omkring sine rygproblemer.
Viktor Axelsen kommer i år ikke til at kæmpe om medaljer for Danmark ved det individuelle EM samt Sudirman Cup (VM for blandede hold).
Den dobbelte OL-guldvinder skal i næste uge igennem en kikkertundersøgelse vedrørende sine rygproblemer. Derfor når han ikke at blive klar til EM og VM i næste måned.
Axelsens beslutning møder opbakning fra Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.
– Vi er naturligvis ærgerlige over ikke at have Viktor med hverken til EM eller VM, men det vigtigste er, at han bliver rask igen. Derfor har vi naturligvis fuld forståelse for, at han har valgt at få en operation og forhåbentlig får bugt med sine rygproblemer, så vi atter kan se ham i topform på banen igen, siger Meibom.
Læs også: VICTOR UDM 2025: Alt, du behøver at vide
Det individuelle EM afholdes 8.- 13. april i Horsens, mens Sudirman Cup afvikles 27. april – 4. maj i Kina.