Fem danske sejre på åbningsdagen for EM i Horsens

af | apr 8, 2025

Badmintonphoto

Badmintonphoto

Seks danske kampe var på programmet ved åbningsdagen for EM på hjemmebane i Horsens. Af de seks danske spillere/par trak de fem sig ud sejrrige.

Køb billet til EM i Horsens

Følg med i kampprogrammet her

Dagens seks danske kampe:

Natasja Anthonisen/Maiken Fruergaard [6] – Anna Kupca/Jekaterina Romanova: 21-10, 21-14.

Dansk dominans fra kampens begyndelse, hvor den lettiske modstander havde svært ved at spille sig fri af det danske pres. Ved ophold førte Fruegaard/Anthonisen 11-2. Danskerne tillod ikke Kupca/Romanova at finde fodfæste i kampens første sæt, omend de vandt flere point efter ophold. Fruergaard/Anthonisen sikrede sig første sæt 21-10. Andet sæt fulgte i tråd med kampens første, dog med et marginalt bedre udtryk fra de lettiske modstandere. Danskerne var foran 11-5 ved ophold, yderligere 15-6, hvorefter letterne vandt seks i streg til stillingen 15-12. Herfra strammede danskerne grebet om kampen, og kunne lukke andet sæt med 21-14.

– Jeg synes, at vi får en god start i første sæt, hvor vi er virkelig klar og varme. Vores fokus var at få noget bevægelse i vores spil, og jeg synes egentlig at vi lykkes, og vi får lagt et godt tryk i starten, siger Natasja Anthonisen.

Hjemmebanefordelen var til at tage og føle på, hvor det veloplagte publikum var med den danske double fra start.

– Jeg synes helt sikkert, at man kunne mærke publikum. Det kan godt være, at der ikke var en helt fyldt arena, men de der var derinde larmede pænt. Det er rart at komme ind og være en del af, fortæller Maiken Fruergaard.

Sara Thygesen/Debora Jille – Anja Jordan/Kim Matovič: 21-10, 21-12.

Endnu en dominerende dansk start i damedouble, denne gang med hollandsk hjælp. Thygesen/Jille kom flyvende fra start, hvor der ikke var meget modstand at spore fra slovensk side. Ved ophold førte det dansk-hollandske par 11-4. Sættet ændrede ikke karakter efter ophold, og Thygesen/Jille lukkede sættet 21-10. Slovenerne kom bedre efter det fra andet sæts begyndelse uden for alvor at volde Thygesen/Jille store problemer. Ved ophold i andet sæt førte det dansk-hollandske par 11-6. Ingen slinger i valsen efter ophold. Thygesen/Jille avancerer med 21-12 i andet sæt.

– Det var en fin kamp mod et par, som vi ikke rigtig kender, så vi havde fokus på os selv. Det kunne godt blive lidt kluntet og kludre, da boldene kom lidt anderledes, end hvad vi er vant til, men vi fik en god start, og det er dejligt, fortæller Sara Thygesen.

Debora Jille glæder sig over at være en hjemmebanefavorit til trods for sit hollandske ophav.

– Det er virkelig dejligt at have det danske publikum med os, selvom det er ærgerligt, at vi står til danske par i de næste to runde. Det er selvfølgelig virkelig dejligt at spille her med Sara, siger Debora Jille.

Andreas Søndergaard/Jesper Toft [5] – Mael Cattoen/Lucas Renoir: 21-12, 19-21, 18-21.

Herredouble-opgøret mellem de to talentfulde par tog et tæt udgangspunkt med bølgende dueller og skiftende serv dog med et marginalt dansk overtag. Det danske par gik til ophold i første sæt med en føring på 11-8. Efter ophold trak Søndergaard/Toft fra, og kunne lukke sættet med en fornem margin på 21-12. I tråd med første startede andet sæt jævnbyrdigt med et snævert dansk overtag, hvor Søndergaard/Toft gik til ophold oppe med 11-8. Som en tro kopi af kampens første sæt trak Søndergaard/Toft fra de unge franskmænd efter ophold, men denne gang kæmpede franskmændene sig tilbage i sættet og formår at udligne ved stillingen 18-18. Det lykkedes yderligere franskmændene at tvinge kampen ud i tre sæt ved 19-21 efter at have vundet syv point i streg mod slutningen af sættet. Tredje sæt tegnede fra sættets begyndelse til at blive en gyser afgørelse. Ved ophold og sideskift i tredje sæt førte Søndergaard/Toft 11-9. Franskmændene vendte momentum og avancerede med 18-21 i tredje sæt.

– Vi har dem i sækken, den skal bare snøres. Så blev det måske en tand for meget, og så har jeg syv-otte bolde i træk, hvor jeg gik helt kold. Derfra finder vi ikke melodien, siger Andreas Søndergaard.

Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard [6] – David Bjarni Bjornsson/Kristofer Darri Finnsson: 21-9, 21-16.

Lundgaard/Vestergaard var veloplagte fra kampens begyndelse, hvor de i dominerende stil var oppe med 11-3 ved ophold i første sæt. Efter ophold var der ingen forandring at spore, Lundgaard/Vestergaard lukker sættet 21-9. Islændingene leverede et bedre andet sæt, hvor de til tider havde overtag. Lundgaard/Vestergaard holdt hovedet koldt og lukkede andet sæt og kampen 21-16.

– Det var dejligt at komme i gang, og med en sejr er alt godt, siger Daniel Lundgaard.

– Et godt sæt for os hvor vi lykkes rigtig godt. I andet sæt tager vi for mange procenter af farten, og de spiller bedre, men jeg synes, at vi er i fuld kontrol i andet sæt, selvom stillingen er tættere, tilføjer Mads Vestergaard.

Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz [7] – Soňa Hořínková/Kateřina Zuzáková: 21-10, 21-11.

Endnu en dansk damedouble der kommer flyvende ud til dagens opgør. Med en 11-5 føring ved ophold i første sæt, så Kudsk/Schulz overlegne ud mod dagens tjekkiske modstandere. Det danske overtag holdt sættet ud, og Kudsk/Schulz kunne skifte side efter at have vundet med 21-10 i første sæt. Tjekkerne kom bedre ud til andet sæt, men det var nok et sæt med dansk overtag. Kudsk/Schulz førte med 11-7 ved ophold i andet sæt. Efter ophold overlod det danske par ikke meget til tilfældighederne og lukkede sættet med 21-11.

– Vi får spillet nogle gode dueller, kommer godt op i tempo, og får fulgt godt op på hinandens slag, fortæller Signe Schulz

Første runde opgøret var samtidig debut for begge spillere ved et individuelt EM.

– Det var mega fedt (at få debut), der var faktisk ret mange publikum, det havde vi ikke lige regnet med her sent om aftenen. Det var virkelig fedt, siger Amalie Cecilie Kudsk.

Magnus Johannesen – Elias Bracke: 21-9, 21-7.

Johannesens belgiske modstander bed fra sig i kampens begyndelse, men den unge nordjyde fandt fodfæste i opgøret og formåede at spille sig til en 11-9 føring ved ophold i første sæt. Efter ophold strammede Johannesen for alvor grebet, hvor han vandt de næste ti bolde i streg og dermed sættet 21-9. Magnus Johannesen holdt fast i det gode momentum, og kunne gå til ophold oppe med 11-5. Overraskelsen indtraf aldrig, og Magnus Johannesen kunne cruise videre til anden runde med 21-7 i andet sæt.

– Det var lidt nervøst i starten til 11-9. Jeg får smidt de værste nerver, kommer op med fire-fem stykker. Da det giver slip, så kører det, og jeg har fornemmelsen af, at han har svært ved at følge med, når jeg sætter tempo på, siger Magnus Johannesen.

Johannesen har måtte vente længe på at komme i gang på åbningsdagen, og det har været med store forventninger, at han gik ind til dette mesterskab.

– Jeg har glædet mig til at spille EM, det er fedt, at det er i Danmark. Det er første gang jeg oplever et stort mesterskab i Danmark, fortæller Johannesen.

Følg med her!

TV2 Sport sender live fra og med fredag d. 11. april kl. 17.00

Badminton Europe livestreamer fra tirsdag d. 8. april kl. 9.00

Følg Europamesterskaberne på tværs af Badminton Danmarks platforme:  

Facebook 

Instagram

TikTok 

Youtube

Her kommer vi løbende til at udgive spændende indhold fra ugen.

Fakta om det individuelle EM:

EM 2025 afvikles fra 8.- 13. april i Forum Horsens. Det er i samme arena, hvor der også afholdes Thomas & Uber Cup (VM for herre- og damehold) næste år. Horsens Kommune, Sport Event Denmark og Horsens & Friends er partnere ved EM.

Natasja Anthonisen, Mai Surrow, Signe Schulz og Amalie Kudsk får deres debut ved et individuelt EM.

Det individuelle EM har været afholdt siden 1968. De første to gange Danmark afholdt mesterskabet var i Herning i 1996 og 2008. Det seneste individuelle EM på dansk grund var i Kolding i 2017.

Ved EM i 2024, som blev afholdt i den tyske by Saarbrücken, vandt Danmark otte medaljer. To af guld, to af sølv og fire af bronze.

De regerende europamestre fra 2024 er:

Mixeddouble: Thom Gicquel/Delphine Delrue, Frankrig 

Herresingle: Anders Antonsen

Damesingle: Carolina Marin, Spanien

Herredouble: Kim Astrup og Anders Skaarup

Damedouble: Margot Lambert/Anne Tran, Frankrig