Andendagen bød på fuldt hus for danskerne med 10 sejre ud af 10 mulige.
Dagens ti danske kampe:
Sara Thygesen/Debora Jille – Amalie Cecilie Kudsk/Signe Schulz (7.): 21-18, 20-22, 21-9
Dagens første danske opgøret blev indledt på spændende og tæt vis. De to par fulgte hinanden hele vejen til udgangen på første sæt, som var præget af korte dueller og skiftende initiativ. Sættet faldt i sidste ende ud til Thygesen og Jilles fordel, 21-18.
Andet sæt blev ikke mindre nervepirrende. Tværtimod faktisk. Kudsk og Schulz kunne til at begynde med trække fra til en lille føring. Thygesen og Jille lod sig imidlertid ikke ryste, og midten af sættet blev bølgende tæt. Thygesen og Jille stak kortvarigt af og så også et øjeblik ud til at tage andet sæt, men omkring de magiske 21 point tog kampen endnu en neglebidende drejning. Thygesen og Jille glippede en håndfuld sætbolde, og kampen måtte derfor afgøres i et tredje sæt.
I det afgørende sæt gik tingene Thygesen og Jilles vej. I en stor del af duellerne lykkedes det dem, at tilkæmpe sig angrebet og derigennem en stor føring ned til Kudsk og Schulz, der trods en brav indsats måtte se sig slået i tredje sæt, 21-9. For Jille var det netop det tredje sæt, der blev kilde til stolthed ovenpå kampen.
– Jeg er især stolt af, hvordan vi vendte kampen efter at have tabt andet sæt så tæt, at man næsten kunne smage sejren. At vi går ind i tredje sæt og er fokuserede på hvert eneste point. Jeg tror, det gjorde forskellen. At vi var så laserfokuserede på, at få dem til at kæmpe for hvert eneste point, sagde Debora Jille om sejren, der også giver anledning til en vis lettelse.
– Vi er glade og måske også en lille smule lettede. Der var lidt nerver på derinde. Det tror jeg måske også, der var på den anden side. Vi kender hinanden rimelig godt, så det er klart, at det altid er svært at spille de her kampe. Og vi vil alle sammen rigtig gerne vinde, så det er rigtig fedt at stå som vinder nu, sagde Sara Thygesen.
Natasja Anthonisen/Maiken Fruergaard (6.) – Lucie Amiguet/Caroline Racloz: 21-14, 22-20
Danskerne mødte en ikke ueffen modstand i det schweiziske par, der blandt andet brillerede ved en ret stabil defensiv og langt hen af vejen formåede at spille med Anthonisen og Fruergaard. Danskerne, der matchede den schweiziske defensiv med en dansk udgave af samme, spillede desuden med et ivrigt angreb og kom ud af sættet med flest point, 21-14.
Andet sæt blev en tættere affære. Indimellem kammede danskernes ivrighed over og resulterede i fejl, men når de ramte niveauet, spillede de i et tempo, det schweiziske par slet ikke kunne matche. Selvom sættet endte i ombolde, holdt danskerne hovedet koldt og lukkede det med 22-20.
– Jeg synes egentlig, vores første sæt gik rigtig godt. Der er vi gode og får lagt et godt pres og laver ikke så mange fejl. Da vi kommer over i andet sæt fik vi lidt gummiben begge to og bevægede os ikke ordentligt ind i boldene og lavede en masse fejl, sagde Natasja Anthonisen efterfølgende om kampen.
I morgen møder danskerne et ukrainsk/hollandsk par i De Wit/Stoliarenko, som er videre på walkover, da mesterskabets tredjeseedede skotske par har trukket sig.
– Vi glæder os til at komme på banen igen. Den er lidt nemmere, end det ville være mod skotterne, men jeg tror stadig, vi skal ind og have fuldt fokus på at gøre det, vi er gode til, sagde Natasja Anthonisen, om hvordan de ser frem imod det opgør.
Magnus Johannesen – Fabio Caponio: 21-11, 21-16
Magnus Johannesen fik en forrygende start på sit opgør og kunne allerede ved første ophold se sig foran med 11-4. Føringen holdt hele vejen til et overlegent første dansk sæt, hvor det var en Johannesen i fuld kontrol, der styrede italieneren rundt på banen.
Heller ikke i andet sæt, kom der noget nyt eller farligt fra Caponio. Italieneren stod overfor en koncentreret dansker, som uden de store udfald kunne spille sig mod sejr i to sæt med cifrene, 21-11, 21-16. Mod slutningen svigtede fokus et øjeblik, hvilket prægede hans reaktion ovenpå kampen.
– Den overordnede følelse er, at jeg egentlig føler, jeg har ret godt styr på det. Jeg har også nogle store føringer i begge sæt. Lige til sidst er jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan holde 100% fokus og ikke lige får den lukket tidligere. Men overordnet set en god indsats, som jeg skal tage med videre til i morgen, sagde Magnus Johannesen efter dagens opgør.
Jesper Toft/Amalie Magelund (2.) – Miha Ivancic/Petra Polanc: 21-5, 21-11
Der var dømt dansk dominans fra første færd i dette opgør, hvor der kun faldt to point af til slovenerne inden første ophold. Anden halvdel af sættet fulgte samme mønster: Danskerne leverede en regulær rundbarbering og lukkede sættet med overbevisende 21-5.
I andet sæt formåede danskerne at holde fast i både koncept og koncentration. Magelund byggede fremragende op ved nettet og slovenerne var magtesløse overfor Tofts smash. Det slovenske par måtte derfor se sig overmatchet i to sæt, 21-5, 21-11.
– Vi er sindssygt glade. Vi vidste godt, at det var en kamp, vi skulle vinde derinde i dag, men jeg synes vi spiller rigtig fint, og at vi kommer godt i gang. Vi får fundet vores spil og hallen. Og så er det bare mega fedt at være i gang, sagde Amalie Magelund om deres første opgør ved mesterskabet.
– Vi er ret koncentrerede fra start, og det giver os en masse muligheder, vi egentlig udnytter og får gjort ret simpelt. Det handler det om, når du møder nogen, du på papiret er meget bedre end. Så skal du stadig gøre det færdigt. Vi eksekverer på et højt niveau i dag, og det er derfor, det ikke tager særlig lang tid, supplerede Jesper Toft.
Line Christophersen (5.) – Samanta Golubickaite: 21-12, 21-8
Line Christophersen havde overtaget i første sæt, hvor hendes modstander ikke havde meget at stille op imod danskerens hurtige og aggressive spil. Det førte til en dansk føring på 11-6 ved ophold. Efter ophold fortsatte Christophersen med de pressede og hårde slag og selv om spilleren fra Litauen kastede sig rundt på banen, tog Christophersen sættet med 21-12.
I andet sæt var der endnu mindre at rafle om for Golubickaite. Christophersen holdt fast i sit hurtige og præcise spil, mens Golubickaite blev mere og mere modløs. Endnu en dansk føring på 11-6 ved ophold. Efter ophold strammede Christophersen grebet yderligere, og Golubickaite nåede kun at klemme to point ind, inden danskeren lukkede sættet 21-8. Spørger man Christophersen, hvad der gjorde udslaget for sejren, får man et klart svar:
– Mit tempo derinde gør, at det bliver svært for hende at følge med.
Julie Finne-Ipsen/Mai Surrow (4.) – Paulina Hankiewicz/Kornelia Marczak: 21-15, 21-18
Mai Surrow og Julie Finne-Ipsen leverede en stærk præstation i det, der var deres første opgør ved EM. Jo længere kampen skred frem, desto mere dominerende fremstod de mod det polske par. Første sæt blev vundet overbevisende med 21-15.
I starten af andet sæt stod Surrow og Finne-Ipsen solidt på banen, og selvom modstanderne med held forsøgte sig med et par holdte drop, kunne danskerne gå til ophold komfortabelt foran med 11-5. Tendensen fortsatte efter ophold, hvor danskerne endda formåede at serve modstanderen ud en enkelt gang. Modstanderne fik blot tre point mere efter ophold og slutresultatet blev derfor 21-15, 21-8.
-Det var fedt at komme i gang. Vi er sindssygt glade for at komme på banen i dag. Boldene var markant hurtigere, end det vi har trænet med, så man skulle lige lære at styre baglinjen. Måske var der også lidt startnerver, men jeg synes, vi kom godt igennem og prøvede at arbejde med nogle af de ting, som var lidt svære i første sæt, sagde Julie Finne-Ipsen om deres entré ved EM.
Julie Dawall (4.) – Miranda Wilson: 21-17, 21-16
Julie Dawall kom fra start ved at spille bolden rundt i alle hjørner med autoritet, og kunne gå til ophold med en 11-8 føring. Tyskeren satte kortvarigt tempo efter ophold, og tvang Dawall til at spille bolden ud over baglinjen. Men Dawall fandt tilbage på sporet og med klogt spil og listige maskeringer, som fik tyskeren på hælene, trak hun fra. Danskeren tog første sæt 21-17.
Dawall fik en lidt nervøs start på andet sæt og kom med en håndfuld fejl bagud 5-0. Med et velplaceret smash, der slikkede linjen fulgt op af flere flotte slag, fik hun imidlertid vendt stimen. Herefter fulgtes spillerne frem til ophold med en smal 11-9 føring til Dawall, som kom flot ud af opholdet og kunne lukke kampen i andet sæt, 21-16.
– Jeg synes egentlig, vi har en ret klar plan om, hvad der skal ske. Jeg får en lidt uheldig start, hvor jeg laver seks fejl eller sådan noget. Så prøver jeg egentlig bare, at få clearet hovedet og få spillet duellerne. For det er mig selv, der laver fejlene. Der tænker jeg egentlig bare over, at jeg skal få spillet duellerne, og så må det være hende, der laver fejlene, sagde Julie Dawall efterfølgende om, hvordan det lykkedes hende at vende andet sæt.
Læs også: Fem danske sejre på åbningsdagen for EM i Horsens
Rasmus Gemke (6.) – Collins Filimon: 21-15, 22-20
Ovenpå en lidt besværlig start på første sæt, hvor Gemke hang lidt efter sin østrigske modstander, kom danskeren ud fra første ophold med et momentum stærkt nok til at vende sættet. Det første sæt faldt således ud til Gemkes fordel, 21-15.
Andet sæt blev lidt hekstisk for danskeren, der søgte at afvikle tingene hurtigt. En nervøst spillende Gemke kæmpede lidt med tingene, men holdt ikke desto mindre hovedet koldt til sidst og vandt et tæt andet sæt 22-20.
– Det holdt hårdt i dag. Jeg synes virkelig, Filimon spillede rigtig godt i dag og gjorde det lidt kaotisk derinde. Det var svært at finde flowet derinde. Han fandt hele tiden et nyt slag frem og spillede ret aggressivt. Jeg synes aldrig rigtig, jeg fik lov til at komme ind og styre. Han holdt det hårdt derinde og trak hele tiden noget nyt op af hatten, og det var svært at dæmme op for. Det blev lidt en slidesejr, sagde Rasmus Gemke om kampen.
Robin Tabeling/Alexandra Bøje (5.) – Adam Pringle/Rachel Andrew, 21-13, 21-13
Kampen indledtes lidt hektisk, hvilket Tabeling og Bøje håndterede bedst til en 11-7 føring ved første ophold. Efter opholdet tog Tabeling og Bøje for alvor fat, og selvom skotterne forsøgte med et højt tempo, spillede det dansk-hollandske par boldene rutineret op til Tabelings hårde smash og en sætsejr på 21-13.
I andet sæt fortsatte Tabeling med det hårde smash. Samtidig lukkede Bøje af ved nettet og trods et par skønhedsfejl nåede danskerne først til ophold med en 11-8 føring. Efter ophold viste Tabeling/Bøje klasse og trak fra mod sejr. Trods et par spektakulære dueller, hvis udfald gik begge veje, var det Tabeling/Bøje, der fandt sejrrig udgang på kampen med det endelige resultat 21-13, 21-13.
– Jeg synes, de spiller helt udmærket, dem vi møder i dag, så vi skulle lidt op i gear. De synes jeg også vi kom. Det var en rigtig fin start, sagde Alexandra Bøje efterfølgende.
Kunne du tænkte dig at begynde til badminton? Så find en klub nær dig her
Mads Vestergaard/Christine Busch (3.) – Viacheslav Yakovlev/Polina Tkach: 21-10, 21-10
Busch/Vestergaard kom koncentreret fra start og holdt boldene nede med hårde smash og velplacerede maskeringer. Tendensen fortsatte efter ophold hvor det danske par ikke levende ukrainerne mange muligheder for point. Sættet blev vundet med 21-10.
I andet sæt gik tingene fortsat danskernes vej. Stillingen ved ophold vat 11-6 i danskernes favør. Herfra lagde Vestergaard og Busch den sidste hånd på det der skulle blive en sejr i to sæt, 21-10, 21-10 over et ukrainsk par, der ikke havde modtræk mod danskernes offensive spil.
Følg med her!
TV2 Sport sender live fra og med fredag d. 11. april kl. 17.00
Badminton Europe livestreamer fra tirsdag d. 8. april kl. 9.00
Følg Europamesterskaberne på tværs af Badminton Danmarks platforme:
Her kommer vi løbende til at udgive spændende indhold fra ugen.
Fakta om det individuelle EM:
EM 2025 afvikles fra 8.- 13. april i Forum Horsens. Det er i samme arena, hvor der også afholdes Thomas & Uber Cup (VM for herre- og damehold) næste år. Horsens Kommune, Sport Event Denmark og Horsens & Friends er partnere ved EM.
Natasja Anthonisen, Mai Surrow, Signe Schulz og Amalie Kudsk får deres debut ved et individuelt EM.
Det individuelle EM har været afholdt siden 1968. De første to gange Danmark afholdt mesterskabet var i Herning i 1996 og 2008. Det seneste individuelle EM på dansk grund var i Kolding i 2017.
Ved EM i 2024, som blev afholdt i den tyske by Saarbrücken, vandt Danmark otte medaljer. To af guld, to af sølv og fire af bronze.
De regerende europamestre fra 2024 er:
Mixeddouble: Thom Gicquel/Delphine Delrue, Frankrig
Herresingle: Anders Antonsen
Damesingle: Carolina Marin, Spanien
Herredouble: Kim Astrup og Anders Skaarup
Damedouble: Margot Lambert/Anne Tran, Frankrig