Dag fire i Horsens bød på kvartfinaler for singlerne og herredoublernes vedkommende, mens mixed- og damedoublerne havde spillet sig frem til semifinalerne. Dagen forløb med fem danske sejre i ni kampe, hvoraf to var rene danskerdueller.
Dagens ni danske kampe:
Debora Jille/Sara Thygesen – Gabriela Stoeva/Stefani Stoeva (1.): 14-21, 10-21
Selvom Sara Thygesen og Debora Jille satte alt ind mod det benhårde søsterpar, kunne de ikke dæmme op for de tunge skyts, som Gabriela og Stefani Stoeva rullede ud.
– De er så solide. Selvom vi spiller på et rigtig højt niveau, bliver de ved med at returnere fjerbolden i virkelig god kvalitet. Det er så frustrerende ikke at score et point, når man føler, man fortjener at vinde pointet. De er bare super solide, sagde Debora Jille om deres modstanderpar.
Det der bliver Sara Thygesen og Debora Jilles sidste kamp ved EM bliver også afslutningen på makkerskaber og en lang og flot karriere for Sara Thygesens vedkommende. Det betyder også at punktummet kan sættes med en EM-bronzemedalje.
– Det er utrolig fedt. Jeg har ikke sovet så godt i nat. Jeg havde lidt adrenalin på i går og tror bare, jeg var glad og lettet og stolt. Der var rigtig mange følelser i spil på en gang, så jeg havde svært ved at finde ro. Men jeg er bare super glad for, at vi slutter af med den her medalje, sagde Sara Thygesen om punktummet.
Rasmus Kjær/Frederik Søgaard (3.) – Mael Cattoen – Lucas Renoir: 21-10, 21-10
I kvartfinalen mødte Kjær og Søgaard de unge franskmænd, der overraskede alle ved at sende Søndergaard/Toft ud i første runde. I løbet af blot tredive minutter og to sæt havde danskerne sat tyk streg under deres dominans på banen, som de kunne forlade som klare sejrsherrer.
– Jeg føler egentlig, vi dominerer over hele banen. Det starter helt fra servesituationen. Den kommer vi bedst ud af. Jeg synes, vi får tingene over på vores præmisser og får gjort det svært for dem. De vil gerne ind og slås og trykke til mange af boldene, og det formår vi at neutralisere, sagde Frederik Søgaard efterfølgende om præstationen.
Læs også: Tolv danske sejre på en spændingsfyldt tredjedag ved EM i Horsens
Mads Vestergaard/Christine Busch (3.) – Thom Gicquel/Delphine Delrue (1.): 17-21, 18-21
De franske og forsvarende europamestre sendte Tabeling/Bøje ud i kvartfinalen, og i semifinalen skulle de bide skeer med endnu to hjemmebanefavoritter. Mads Vestergaard og Christine Busch bød det franske par stærk modstand i to sæt, hvor de aldrig var helt ude af kampen. Selvom franskmændene var lige en tand skarpere, var danskerne vedholdende hele vejen frem til den franske sætbold i første sæt og matchbolden i det andet.
Natasja Anthonisen/Maiken Fruergaard (6.) – Margot Lambert/Camille Pognante: 21-17, 17-21, 21-12
I deres semifinale mødte Anthonisen og Fruergaard også fransk modstand. Lambert blev i fjor europamester sammen med Anne Tran. I år står hun med ny makker, og de har leveret flere store præstationer i turneringens løb, blandt andet ved at slå andenseedede Buhrova/Kantemyr i to sæt i kvartfinalen. Opgøret blev afgjort i tre sæt til dansk sejr.
– Det er os, der kommer godt fra start. Jeg synes, vi får hevet det første sæt hjem godt. Det bliver lidt svært i midten. Så havde vi forventet, at de ville komme med noget mere, og det gjorde de. Så vi må også tage hatten af for dem, når de går ind og tager kampen op. Men det havde vi også aftalt inden. At det skulle vi acceptere og være i, og det synes jeg virkelig, vi gør. Og så arbejder vi os tilbage i tredje sæt, sagde Maiken Fruergaard om kampen, der blev afviklet under elektriske forhold i Forum Horsens, hvor publikum leverede stærk opbakning til det danske par.
– Det er altid fedt, når der kommer noget energi, man kan få foræret lidt gratis fra hallen. Det hjælper med noget stemning, især når det bliver svært. Nogle gange kan det også virke lidt negativt, men i dag synes jeg, vi fik brugt det på den rigtige måde. I hvert fald i tredje sæt brugte vi det som ekstra energi i stedet for at lade det føles som forventninger eller pres – som det måske gjorde lidt i andet sæt, sagde Maiken Fruergaard om stemningen i Forum Horsens.
Læs også: Danskerne gjorde rent bord på andendagen ved EM
Magnus Johannesen – Christo Popov (5.): 21-14, 21-14
I Magnus Johannesens kvartfinale ventede Christo Popov. Tre gange har de to herre mødtes inden dagens opgør, og tre gange har Popov trukket sig sejrrigt ud af opgøret. Heller ikke i dag skulle det lykkedes Johannesen at bryde sejrstørken mod Christo Popov. Selvom Johannesen ydede stor modstand, blev kvartfinalen endestationen for danskeren, der måtte se sig slået i to sæt, 21-14, 21-14.
Julie Dawall (4.) – Ozge Bayrak: 21-15, 21-16
Den danske bronzevinder fra i fjor fortsatte sin EM-kampagne uden slinger i valsen. Med et stålsat blik mod endnu en medalje tog Dawall kampen op mod Tyrkiske Bayrak, som har leveret en af mesterskabets store overraskelser. Tyrkiske Bayrak sendte i ottendedelsfinalen mesterskabs ottendeseed Buhrova fra Ukraine hjem fra Horsens. Julie Dawall håndterede favoritværdigheden godt og spillede solidt og stilrent frem til sejren, som kom i to sæt, 21-15, 21-16.
Kunne du tænkte dig at begynde til badminton? Så find en klub nær dig her
Line Christophersen (5.) – Line Kjærsfeldt (1.): 20-22, 21-18, 17-21
En gentagelse af VICTOR DM-finalen og en duel mellem to danske landsholdsspillere. Line Kjærsfeldt er ved mesterskabet førsteseedet, men har haft svært ved at få skovlen under sin danske kollega. Det skulle imidlertid lykkes Kjærsfeldt at tage sejren i kvartfinalen ved EM efter tre tætte sæt, 22-20, 18-21, 21-17, hvor nervøsiteten syntes at spille en rolle på begge sider af nettet.
– Jeg er virkelig glad. Det er lidt en lettelse. Det var lidt noget rodet noget derinde i dag fra begge sider, tør jeg godt sige. Ikke den bedste kamp, men det er sådan, det er, og jeg står med sejren her, så jeg er rigtig rigtig glad, sagde Line Kjærsfeldt efter kampen.
Kim Astrup/Anders Skaarup (1.) – Daniel Lundgaard/Mads Vestergaard (6.): 13-21, 15-21
Der var lagt i ovnen til endnu et spændende møde mellem landsholdskollegaer, da de forsvarende europamestre og førsteseedede Astrup/Skaarup skulle tørne sammen med sjetteseedede Lundgaard/Vestergaard. Sidstnævnte stod for en af dagens store overraskelser med en sejr i to velspillede sæt, hvor især servesituationen blev afgørende. Lundgaard var flyvende gennem hele kampen og lykkedes gang på gang med at sætte Vestergaard op til at afgøre duellerne. Det gav en sikker sejr, 21-13, 21-15.
Jesper Toft/Amalie Magelund (2.) – Julien Maio/Lea Palermo (8.): 21-14, 21-13
De ottendeseedede franskmænd sikrede deres semifinaleplads og medalje i en gyser i tre sæt mod Dunn/Macpherson fra Skotland. En hård duel som må sidde i franskmændene til dagens semifinale mod hjemmebaneheltene Toft/Magelund. Sidstnævnte styrede første sæt hjem på ganske sikker vis.
I andet sæt indførte danskerne ingen slinger i valsen. Jesper Toft og Amalie Magelund kunne sende dagens sidste fjerbold i gulvet efter 34 minutter til en samlet sejr, 21-14, 21-12. Det danske mixed-par er dermed klar til finalen ved EM, som afvikles i morgen.
TV2 viser kampene på bane 1 fra 17.00. Klik her for TV2s sendeplan.
Følg med her!
Følg Europamesterskaberne på tværs af Badminton Danmarks platforme:
Her kommer vi løbende til at udgive spændende indhold fra ugen.
Fakta om det individuelle EM:
EM 2025 afvikles fra 8.- 13. april i Forum Horsens. Det er i samme arena, hvor der også afholdes Thomas & Uber Cup (VM for herre- og damehold) næste år. Horsens Kommune, Sport Event Denmark og Horsens & Friends er partnere ved EM.
Det individuelle EM har været afholdt siden 1968. De første to gange Danmark afholdt mesterskabet var i Herning i 1996 og 2008. Det seneste individuelle EM på dansk grund var i Kolding i 2017.
Ved EM i 2024, som blev afholdt i den tyske by Saarbrücken, vandt Danmark otte medaljer. To af guld, to af sølv og fire af bronze.
De regerende europamestre fra 2024 er:
Mixeddouble: Thom Gicquel/Delphine Delrue, Frankrig
Herresingle: Anders Antonsen
Damesingle: Carolina Marin, Spanien
Herredouble: Kim Astrup og Anders Skaarup
Damedouble: Margot Lambert/Anne Tran, Frankrig