Tre nye damedouble-par på landsholdstræningen

af | apr 22, 2025

Allan Høgholm - Badminton Danmark - logo - arena - hal - design - designmanual - navn - fjerdbold - bane - mørke

Den sportslige ledelse i Badminton Danmark har sammensat tre nye damedouble-par.  Med Maiken Fruergaard og Sara Thygesens karrierestop ved EM i Horsens står dansk damedouble overfor en ny æra, og nu er tre nye par sammensat med udvikling for øje.

Læs også: Badminton Danmark etablerer ny damedoublesatsning

De tre nye damedouble-par lyder som følger: Natasja Anthonisen danner nu par med Amalie Cecilie Kudsk. Signe Schulz bliver sammensat med Simona Pilgaard, mens den tredje nye konstellation består af Kathrine Vang og Mette Werge

– Efter intern drøftelse og dialog med spillerne er vi nu kommet frem til disse tre konstellationer. Alle parter ser optimistisk på de tre konstellationer, og det er vores vurdering, at der er gode forudsætninger for udvikling i disse sammensætninger, siger elite- og sportschef Jens Meibom.

Den sportslige ledelse vil i tæt samarbejde med spillerne følge udviklingen og vejlede de tre nye konstellationer. Man vil genoverveje og evaluere de tre par om et år for igen at sikre, at de tre konstellationer giver bedst mulige forudsætninger for kategorien såvel som de enkelte spillere. 

– Vi er i en udviklingsproces med kategorien, og vi vil derfor kontinuerligt sikre os, at de bedst mulige rammer er opsat for hvert enkelte par og de respektive spillere. Derfor optager vi ingen yderligere damedouble-spillere for nuværende, foruden Natasja Anthonisen, som er optaget i forvejen, da vi vil se tiden an i denne proces. Vi ser meget optimistisk frem mod det næste år med de tre par, fortæller Meibom.

Natasja Anthonisen har siden efteråret 2024 spillet sammen med Maiken Fruergaard. Konstellationen har vist stort spil, hvilket har kastet en sejr ved Irish Open, en VICTOR-DM guldmedalje og en EM-sølvmedalje af sig. Maiken Fruergaard satte sidste punktum for en lang og glorværdig karriere ved EM i Horsens, og derfor står talentfulde Natasja Anthonisen nu til at skulle have ny makker. 

Læs også: Danskeropgør, finaler og en skade: Sådan forløb lørdag ved EM

Den nye makker til Anthonisen bliver Amalie Cecilie Kudsk. Kudsk har indtil nu dannet par med Signe Schulz. Ved årets VICTOR-DM spillede de sig i finalen mod Anthonsen/Fruergaard. Nu skal to af landets mest håbefulde doublespillere forsøge at spille sig ind i det fine selskab blandt verdenseliten.

Kudsks tidligere makker Signe Schulz skal spille sammen med et andet af kategoriens lysende danske talenter i Simona Pilgaard. Pilgaard spillede ved VICTOR DM sammen med Sara Thygesen, hvor det blev til en bronzemedalje. 

Læs også: Christophersen vinder 6. DM-titel i træk: Her er alle vinderne af VICTOR DM 2025

Det tredje nye par Kathrine Vang/Mette Werge består af to af dansk badmintons mest talentfulde spillere. Vang og Werge har begge medaljer og titler fra alt fra ungdomsmesterskaber til senior Grand Prix-turneringer på cv’et, og det er med potentialet som bevæggrund, at de to nu bliver sammensat. Vang og Werge er begge 21 år gamle. 

Med de tre nye par går Badminton Danmark ind i en ny spændende fase med dansk damedouble og udviklingen af kategoriens spillere.