Frederik Søgaard stopper på NETC og i Badminton Danmark

af | okt 13, 2025

Efter otte år på Det Nationale Elite Træningscenter (NETC) i Brøndby har herredouble-spilleren Frederik Søgaard valgt at stoppe på NETC og dermed også at stoppe samarbejdet med Badminton Danmark. I sidste måned gik herredoubleparret Frederik Søgaard og Rasmus Kjær hver til sit, og Søgaard kan ikke se sig selv starte forfra i en ny satsning på NETC. 

“Jeg kan ikke se mig selv starte i en ny konstellation på NETC med alt, hvad det indebærer. Derfor har jeg valgt at sige stop og se, hvad livet ellers har at tilbyde. Jeg stopper ikke med at spille badminton, men for nu er det slut med at være en del af Badminton Danmark og træne på NETC,” siger Frederik Søgaard.

Frederik Søgaard har i sin karriere været en vigtig del af landsholdet. Han har bidraget som en vigtig spiller i diverse konstellationer til både Surdiman Cup og Thomas Cup.

Sammen med Rasmus Kjær har Frederik Søgaard vundet en række europæiske turneringer og var senest i 1/8-finalerne ved VM i Frankrig. Derudover er det blevet til flotte sejre over en række af verdens bedste herredoublepar.

“Vi er ærgerlige over, at Frederik har valgt at stoppe. Han er en fantastisk badmintonspiller. Men vi respekterer selvfølgelig Frederiks beslutning og overvejelserne bag. Herfra kan vi kun ønske ham alt muligt held og lykke med, hvad fremtiden måtte bringe, og ikke mindst sige ham tak for nogle gode år som en vigtig del af landsholdet,” siger Jens Meibom, der er Elite- og Sportschef i Badminton Danmark.