Fem dage, 155 kampe, en fyldt arena,et fantastisk publikum – VICTOR Denmark Open var nok engang årets højdepunkt i den danske badmintonkalender. Søndag fandt vi årets vindere af de fem kategorier.
Klik her for at se resultater for alle kampe ved VICTOR DENMARK OPEN 2025
Mixeddouble:Feng Yan Zhe/Huang Dong Ping (Kina)
I den rene kinesiske finale mellem nummer to på verdensranglisten Feng Yan Zhe/Huang Dong Ping og verdensetteren Jian Zhen Bang/Wei Ya Xin så førstnævnte overlegne ud. Feng/Huang var hårde ved deres landsmænd, da de udspullede Jian/Wei i to sæt med 21-13, 21-9. Feng/Huang har nu vundet VICTOR Denmark Open tre år i streg og været i finalen fire år i streg. Huang Dong Ping vandt VICTOR Denmark Open i 2021 i damedouble, så hun tegner sig nu for fire sejre i Odense. De olympiske mestre synes, at kunne lide H.C Andersens fødeby.
Damedouble: Baek Ha-Na/Lee So Hee (Korea)
Damedouble-finalen bestod som mixed-finalen af to par fra samme nation – denne gang var det de to koreanske par Baek Ha-Na/Lee So Hee og Kim Hye Jeong/Kong Hee Yong. Baek/Lee løb med sejren i tre sæt 15-21, 21-14, 21-15. Det er første gang Baek/Lee slår deres landsmænd, og den sejr kunne næppe være faldet på en bedre dag, da parret vandt deres første fælles VICTOR Denmark Open. Parret har før taget store sejre ved Super 1000 turneringer som All England og Indonesia Open – og nu VICTOR Denmark Open.
Herredouble: Takuro Hoki/Yugo Kobayashi (Japan)
Japanerne tog deres anden VICTOR Denmark Open sejr i en velspillet kamp i tre sæt mod det nysammensatte indonesiske toppar Fajar Alfian/Muhammad Fikri. Hoki/Kobayashi vandt med 21-18, 15-21, 21-19. Japanerne leverede tårnhøjt niveau hele ugen i Odense og kronede det med en fornem sejr mod et formstærkt par.
Damesingle: An Se Young (Korea)
Den olympiske mester An Se Young tog revanche fra sidste års finale mod kinesiske Wang Zhi Yi. I første sæt så den koreanske verdensstjerne urørlig ud, hvor hun overlegent tog føringen med 21-5. Kineseren kom bedre efter det ved sideskift, men måtte tage til takke med andenpladsen efter koreansk sejr i andet sæt 24-22. An Se Young har efterhånden vundet alt, der er værd at vinde i vores sport – og nu kan hun også tilføje VICTOR Denmark Open til det imponerende CV.
Herresingle: Jonatan Christie (Indonesien)
Den kinesiske verdensetter Shi Yu Qi er ikke sådan at bide skeer med, og han har et overtag i indbyrdes opgør mod langt de fleste – men ikke mod Jonatan Christie. Af deres nu 17 indbyrdes har Christie vundet de ti, og med netop denne sejr kan han nu tilføje VICTOR Denmark Open til en palmares, der vil gøre de fleste herresingler grønne af misundelse. Christie vandt i tre sæt 13-21, 21-15, 21-15.
Tak for et forrygende VICTOR Denmark Open til alle involverede – vi glæder os allerede til næste år.