Blichfeldt og Bøje/Christiansen vinder HYLO Open 2025

af | nov 2, 2025

Det blev en skøn rød/hvid finaledag ved HYLO Open 2025 i Saarbrücken i Tyskland. Både Mia Blichfeldt og mixed doublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje vandt deres finaler og fuldendte dermed en forrygende uge – både for dem og for dansk badminton

Mia Blichfeldt viste høj klasse i sin finale mod den topseedede indoneser Putri Kusuma Wardani og vandt med 21-11, 7-21, 21-12.

Wardani er nummer syv på verdensranglisten og vandt tidligere i år bronze ved VM i Paris, men mod danske Blichfeldt kom hun til kort.

Sejren i HYLO Open 2025 er Mia Blichfeldts største i karrieren. Hun vandt også turneringen sidste år, men dengang var det en Super 300-turnering. I år er HYLO Open blevet “forfremmet” til Super 500.

Mixed doublen med Mathias Christiansen og Alexandra Bøje var i deres finale oppe mod verdensranglistens nummer seks, franske Gicquel/Delrue. Efter et tæt første sæt, der endte 23-21 til Bøje/Christiansen, stak de velspillende danskere af i andet sæt, som blev vundet med sikre 21-15

Det er Bøje/Christiansens anden turneringssejr siden comebacket for et par måneder siden

Vi ønsker dem og Mia Blichfeldt et kæmpestort tillykke med sejren i Tyskland!

Det lykkedes ikke for den sidste danske finalist at gå hele vejen i Saarbrücken.

Magnus Johannesen kæmpede bravt, men var oppe imod overmagten i skikkelse af indonesiske Jonatan Christie. Christie, der også vandt VICTOR Denmark Open 2025, vandt finalen med 21-14, 21-14.

Trods nederlaget kan Magnus Johannesen se tilbage på en flot, flot uge i Tyskland!

FOTO: BADMINTONPHOTO