VICTOR DENMARK OPEN bliver en Super 1000-turnering

af | feb 9, 2026

Med en historisk aftale for de kommende fire år er Danmarks store badmintonflagskib Denmark Open blandt verdens allerstørste turneringer.

Badminton World Federation (BWF) har været rigtig godt tilfredse med det, de har set i Odense, når der de sidste 19 år er blevet spillet Denmark Open i oktober. Og smilene er blevet bredere år for år. Det udmønter sig nu i en udnævnelse som Super 1000, der placerer turneringen i samme liga som klassikerne China Open, Indonesia Open, Malaysia Open og All England.

”World Tour Super 1000 er jo badmintonsportens svar på Grand Slam. En status, det traditionelt set kun er forundt de allermest prestigefyldte turneringer. At vi er med i det selskab, styrker naturligvis turneringens profil helt enormt, og det positionerer dansk badminton som et stabilt fyrtårn indenfor sporten. VICTOR Denmark Open er godt i gang med at udvikle sig til den største badmintonturnering i verden, og med alle de sideaktiviteter vi har skabt over årene, er vi efterhånden meget tæt på den vision, vi havde i den spæde start. Det er i sandhed blevet ’badminton for alle’ i Odense hvert år, og det viser, hvad vi kan opnå, når vi arbejder sammen,” siger formand i Badminton Danmark Kristian Pihl.

Den nye 4-årige aftale bringer nemlig ikke bare VICTOR Denmark Open op i den ypperste verdenstop, den er også udtryk for en ekstraordinær anerkendelse af det stærke samarbejde, som har udviklet sig under værtskabet i Odense over de sidste snart 20 år.

“Vi er meget stolte af den her opgradering fra Super 750 til Super 1000. Ikke bare har vi sikret os fire år mere med badminton i verdensklasse. Vi har også sikret os en plads i bevidstheden hos endnu flere badmintoninteresserede verden over. Den position har vi nået takket være de mange dedikerede kræfter, der år efter år har opbygget og skabt en afvikling af Denmark Open i Odense i absolut verdensklasse. Vi er klar til at fortsætte det tætte og visionære samarbejde med Badminton Danmark, Destination Fyn og Odense Sport & Event, så vi lever op til den tillid, BWF her viser os. Super 1000-udnævnelsen cementerer Odenses status som international badminton-by,” siger borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel.

VICTOR Denmark Opens rejse mod Super 1000 status har været mulig takket være en målrettet indsats, særligt siden turneringens flytning til OCC og Jyske Bank Arena for fire år siden. De moderne faciliteter under ét tag har her skabt helt unikke og optimale rammer for både spillere, VIPs og publikum.

Super 1000-status betyder bl.a., at præmiepuljen øges markant, og turneringen udvides til 11 dage, hvilket forventes at tiltrække endnu flere badmintonfans fra hele kloden.

Destination Fyns eventchef Jakob Staun anslår, at den årlige turismeøkonomi som følge af opgraderingen vil stige fra ca. 30 til 45 mio.kr.

”Det er svært at få armene ned – jeg er megastolt. World Tour Super 1000-udnævnelsen er den foreløbige kulmination på et langt fokuseret udviklingsforløb i partnerskabet med Odense Kommune, Badminton Danmark og Odense Sport & Event. Opgradering af faciliteten, den innovative eventaktivering med robotter og det ambitiøse bæredygtighedsprogram Grønnere Fjer er nogle af de landvindinger, som nu får drysset endnu mere stjernestøv på sig.”

Til næste år skal Denmark Open fejre 20 års-jubilæum i Odense. Det kommer til at ske i den velkendte Super 750-spillerdragt, og fra 2027 trækker turneringen så i de nye prestigefyldte Super 1000-gevandter foreløbigt frem til 2030. 

Fakta:

Fem turneringer har fået Super 1000-status. Ud over VICTOR Denmark Open er det China Open, Indonesia Open, Malaysia Open og All England.

Formatet for VICTOR Denmark Open og de øvrige Super 1000-turneringer ændres. Det betyder følgende:

  • Turneringerne udvides fra seks spilledage til 11 spilledage. Turneringerne vil dermed strække sig over to weekender – også i Odense.
  • Singlerækkerne udvides til 48 spillere og vil blive indledt med et gruppespil, som vi kender det fra eksempelvis BWF’s World Tour Finals.
  • Doublerækkerne kommer til at bestå af 32 par – startende med 1/16-finaler.

Alle kampe fra VICTOR Denmark Open og de øvrige Super 1000-turneringer vil blive tv-transmitteret globalt.