Lørdag den 30. maj bliver en spændende dag for badminton i Danmark. Den dag skal der vælges en eliteansvarlig, en eventansvarlig og ikke mindst en ny formand for Badminton Danmarks bestyrelse på repræsentantskabsmødet i Brøndby Hallen.
Sæt kryds i kalenderen allerede nu, så du kan komme og være med til at sætte retningen for dansk badminton de næste tre år.
Og ja, du læste rigtigt! Repræsentantskabsmødet afholdes i Brøndby Hallen. Det har tidligere været meldt ud, at mødet skulle afholdes i Middelfart, men mødet er flyttet til Brøndby Hallen, så alle interesserede samtidig får mulighed for at se noget god badminton.
Fra onsdag den 27. maj til søndag den 31. maj afholdes der nemlig Denmark Challenge 2026 i Brøndby Hallen med deltagelse af nogle af de spillere, der ligger lige under den absolutte verdenselite, og også – og ikke mindst – nogle af de dygtigste danske talenter.
Denmark Challenge 2026 er en international europæisk topturnering, der samler både etablerede spillere og morgendagens talenter fra både Danmark og Europa plus spillere fra resten af verden. Som en del af den internationale Challenge Tour bidrager turneringen til at styrke Danmarks position som en badminton-nation og danner rammen om intense kampe på højt sportsligt niveau.
Kom og støt op om de danske spillere. Det er ganske gratis – og samtidig kan du altså være med til at vælge Badminton Danmarks næste formand, eliteansvarlige og eventansvarlige.
Vi opfordrer naturligvis også alle interesserede til at melde sig som kandidater til de tre poster.
Læse mere om Formandsposten her.
Læs mere om posten som Eliteansvarlig her.
Læs mere om posten som Eventansvarlig her.
Ønsker du at høre mere om de enkelte poster, kan du kontakte den nuværende formand Kristian Pihl eller næstformand Jens Dahl – i fuld fortrolighed naturligvis.
Repræsentantskabsmødet begynder klokken 11. Øvrige informationer om dagsorden, praktiske oplysninger m.m. kommer senere.
Så slå to fluer med ét smæk: Se noget rigtigt god badminton – og vær med, når der skal sættes navn på de tre medlemmer af Badminton Danmarks bestyrelse.
Vi ses i Brøndby Hallen den 30. maj.

