Badmintonsporten oplever et mindre fald i det samlede medlemstal i 2025, men udviklingen dækker over en vigtig positiv tendens: Blandt børn og unge er der igen fremgang – en af de klubber, er Brabrand IF Badminton.
De nyeste medlemstal fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI viser, at badmintonsporten samlet set er gået tilbage fra 107.424 medlemmer i 2024 til 106.115 i 2025, når tallene fra Badminton Danmark og DGI Badminton lægges sammen. Det er et fald på 1,2 procent. Men blandt de unge fra 0-18 år er der fremgang på knap 0,9 procent.
Brabrand IF Badmintonklub ved Aarhus har de seneste år oplevet en forøget interesse fra især børn og unge, der ønsker at starte til badminton.
Den østjyske klub er på ét år gået fra 87 medlemmer i aldersgruppen 0-18 år til nu at have 139 unge spillere. Det er en fremgang på næsten 60 procent.
Den øgede opmærksomhed og tilslutning til badminton blandt børn og unge skyldes en lang række indsatser, som klubben over en årrække har sat i søen efter, at klubben tidligere har haft svært ved at fastholde spillere. Nu står klubben til at kunne udklække sit første U19-kuld, der er klar til at rykke op i seniorrækkerne i mange år.
Det fortæller Ungdomsansvarlig i klubben, Dan Kaihøj:
“I Brabrand Badminton har vi gennem de sidste seks år arbejdet målrettet med at fastholde vores unge spillere. Vi har gjort meget ud af at skabe spændende aktiviteter og få børnene ud at spille både turneringer og holdkampe. Erfaringen er tydelig: De spillere, der kommer ud og mærker badmintonfællesskabet uden for træningshallen holder fast i sporten i langt højere grad.”
Klubben har samtidig valgt at ”være en klub for alle”. Dvs., at de tager imod spillere uanset alder og niveau – også selvom, at man først prøver badminton som teenager eller i de sene ungdomsår. Det vigtige er, at alle følere sig som en del af fællesskabet og får gode oplevelser i klubben, fortæller Dan Kaihøj.
Nye tiltag i klubben over en årrække og et dedikeret trænerteam af dygtige spillere og stærke foreningsmennesker med hjertet i klubben, der hver uge tager imod børnene i lokalområdet, er nogle af årsagerne til, at Brabrand Badminton oplever en stor udvikling netop nu. Et af de tilbud klubben udbyder er f.eks. SFO—badminton.
“På rekrutteringssiden har SFO-badminton været et gennembrud for os. Når børnene selv vælger badminton gennem SFO’en, så får vi spillere, der virkelig har lyst – og mange melder sig ind allerede inden forløbet er slut. Det giver en stærkere start end de gamle skoleforløb, hvor alle deltog uanset interesse.”
Medlemsfremgangen er derfor ikke tilfældig, mener Dan Kaihøj, da fremgangen er et resultat af mange års arbejde med at skabe en klub for alle med stærke værdier.
”Når man kombinerer dygtige trænere, engagerede frivillige og modet til at tænke nyt, så vokser en klub – og det er præcis det, vi oplever i Brabrand.”



