Fairplay

 

Badminton er en enestående sportsgren, da langt de fleste badmintonkampe afvikles, hvor spillerne selv dømmer kampene. Det stiller store krav til badmintonspillernes opførsel og evne til at dømme fair.

Badminton Danmark og DGI Badminton går ind for FAIRPLAY, da det danner fundamentet for, at det er sjovt at konkurrere, giver masser af gode oplevelser og sikrer, at der er plads til alle.

At være FAIR handler om at opføre sig ordentligt, ærligt og retfærdigt, samt ikke virke stødende med sin adfærd, både i forhold til dem der spilles med og imod.

FAIRPLAY er at overholde reglerne og respektere sin modstander og handle på en måde, der sikrer retfærdighed og en god afvikling af
konkurrencesituationen.

FAIRPLAY er at være ærlig og retfærdig, også selvom det ikke er til ens egen fordel. Det betyder, at du skal være villig til at ofre egen succes til fordel for et retfærdigt udfald.

FAIRPLAY handler om spillet på banen, men også om hvad der sker udenfor stregerne på tilskuerpladserne, så det gælder både spillere, trænere og forældre.

Gensidig respekt og FAIRPLAY overfor hinanden giver de bedste forudsætninger for gode oplevelser for alle.

For spillere

FAIRPLAY TIL DIG, DER SPILLER BADMINTON

Badminton er en helt unik sportsgren! I badminton spilles kampene oftest uden en dommer, og derfor skal du som spiller selv dømme på linjerne og tælle point. I kampe uden dommer skal FAIRPLAY hjælpe dig, din makker og dine modstandere til, at kampene afvikles efter reglerne på bedste vis. Badminton giver trods alt den bedste oplevelse, når vi alle sammen spiller FAIRPLAY.

Nedenfor finder du nogle hurtige og gode råd, der kan hjælpe os alle sammen til en god og FAIR kamp.

Afhold en god og FAIR kamp

  • Vær ærlig og retfærdig
  • Du skal selv dømme bolden inde eller ude på din egen banehalvdel, og din modstander skal gøre det tilsvarende på sin banehalvdel
  • Du må først dømme bolden inde eller ude, når bolden har ramt gulvet
  • Rør bolden linjen – bare den mindste smule – skal du dømme bolden inde
  • Kan du ikke se eller er i tvivl, om bolden er inde eller ude, skal du dømme bolden inde. Det er kun en dommer, der kan dømme ”let” dvs. at duellen skal spilles om
  • Sig pointstillingen højt mellem hver duel, så undgår I at tælle forkert
  • Det er kun en dommer, der kan dømme ”fejl” (at ramme nettet med ketsjeren, at lave overhåndsserv el.lign.) under en duel. Du skal spille duellen færdig, og duellen afgøres altid ved, at bolden dømmes inde eller ude eller ikke kommer over nettet
  • Har du brug for hjælp under en kamp, skal du henvende dig til turneringsledelsen

Vis god opførsel på banen

  • Du må gerne vise din glæde, når det går godt for dig – bare det sker på en respektfuld måde
  • Du må gerne juble, når du har vundet en kamp – bare det sker med respekt for modstanderen
  • Du er respektfuld, når du taler pænt, dvs. at du undgår nedladende udtryk og bandeord
  • Du er respektfuld, når du bruger en god tone, dvs. at du undgår at råbe ad dig selv eller andre, og især ikke kommer med udråb pga. en dom fra modstanderen. Man dømmer egen banehalvdel
  • Du er respektfuld, når du bruger dit kropssprog på en venlig måde, dvs. at du undgår fagter og tegn, der er rettet mod andre
  • Du er respektfuld, når du udviser god stil, dvs. at du fx undgår at kaste med ketsjeren, slå ketsjeren i gulvet/nettet eller ødelægge bolden med vilje
  • Du er respektfuld, når du kun anvender ’kom så’-udtrykket for at opmuntre dig selv
  • Alle kan komme til at opføre sig forkert i kampens hede, og det bedste, du kan gøre i den situation, er at sige undskyld til modstanderen

Sig tak for kampen

  • Uanset om kampen er vundet eller tabt, skal du sige ”tak for kampen”
  • Du skal blive på banen indtil, at der er sagt ”tak for kampen” til alle
  • Du siger ”tak for kampen”, giver et håndtryk, mens du ser på din modstander

FAIRPLAY handler i bund og grund om at følge reglerne, uanset hvad der er til din fordel – og det er det, du skal gøre.

”Det er trist at blive kendt som en, der er unfair. Det er derimod sejt at være fair.”

Vil du læse mere om FAIRPLAY, kan du gøre det i dokumentet her: HVAD ER FAIRPLAY?

Se spillereglerne for badminton her

Se “For klubber” her på siden.

Se “For forældre” her på siden.

Det er badminton på den FEDE måde!

For klubber

Din klub kan hjælpe med FAIRPLAY

Din klub kan hjælpe med FAIRPLAY ved at understøtte de FAIRPLAY rammer, der giver en retfærdig afvikling af en kamp og turnering, samt en ordentlig tone mellem alle de parter. Din klub kan hjælpe ved at arbejde videre med FAIRPLAY uden for konkurrencer (derhjemme).

Måske kan alle klubber med fordel stille sig selv tre spørgsmål?

  1. Hvad er FAIRPLAY for os?
  2. Hvilken adfærd, både på og udenfor banen, ønsker vi at stå for?
  3. Lever vi op til FAIRPLAY?

Husk, at I som klub kan bestille diverse FAIRPLAY materialer til at hænge op og uddele i klubben. I finder alle materialerne i sektionen her på siden.

Gode og hurtige råd til at skabe den bedst mulige turnering

  • Det er meget vigtigt, at du som arrangør har bemanding i alle haller (boldborde), også selv om dommerbordet er samlet i en af hallerne. Det hjælper til at holde hallen pæn, og det værdsætter alle.
  • At, der er bemanding i alle haller hjælper også til hurtig afvikling på næste ledige bane, og det gør også, at det er let for spillerne at skifte til en ny bold. Derudover gør det også, at du som arrangør er hurtigere til at reagere, hvis nogen henvender sig om en observatør.
  • Det er vigtigt, at du har nok bemanding ved dommerborde/boldborde, så de kan træde til, hvis der er behov for at hjælpe ved konflikter på en bane. Henvender nogen sig ved dommerbordet om en meget problemfyldt kamp, skal dommerbordet hjælpe med en observatør (som afgør uenighed) resten af kampen.

Download materialer og dekorationer her

  • I DGI og Badminton Danmark har vi udformet dekorationer og informationsmaterialer vedrørende FAIRPLAY, som I frit kan downloade
  • I kan fx printe og hænge plakaterne op til jeres turneringer, så alle deltagere kan se, hvad FAIRPLAY er
  • I kan også have dem hængende rundt omkring i klubben, så jeres egne spillere og forældre kan læse om, hvad FAIRPLAY er
  • Se, find og download alle vores materialer i sektionen her på siden.

FAIRPLAY ALL OVER: Som arrangør kan du hjælpe med FAIRPLAY!

Det er vigtigt, at du som klubarrangør af turneringer læser spillereglerne inden, at du kaster dig over opgaven. Se reglerne her.

Du skal sørge for at overholde Turneringsreglementets vejledninger til en god turnering. Hvis du laver en god tidsplanlægning, giver det deltagerne overskud og ikke frustration over forsinkelser.

Anbefalinger fra DIF

Som klub kan I med fordel også læse anbefalingerne fra DIF, omhandlende det gode foreningsliv for børn og unge.
I finder anbefalingerne her.

Du kan altid søge råd og vejledning om FAIRPLAY hos …

Din lokale badmintonkonsulent, som du finder ved at trykke her.

Eller hos:
Badminton Danmark og DGI
Konkurrence- & Eventafdelingen
event@badminton.dk
+45 70 60 50 76

Se “For spillere” her på siden.

Se “For forældre” her på siden.

Det er badminton på den FEDE måde!

FAIRPLAY materialer til download

A3 plakater til download

Kontrakt, A1 plakat og postkort til bestilling

Webbannere til download

Informationsmateriale

Som klub eller turneringsarrangør har I også mulighed for at få trykt roll ups, med FAIRPLAY-budskabet på (egenbetaling). I kan se de forskellige roll ups nedenfor (de er alle med skæremærker, så de blot skal sendes til et trykkeri, hvis I vil have dem trykt):

Roll ups – klar til tryk

For forældre

Et forbillede er i badminton en person, der tjener som et eksempel, der efterlignes af andre. I badminton skal du gerne være det beundringsværdige forbillede. Det tjener både sporten og dit barn bedst.

Som forælder og forbillede kan du støtte dit barn ved at sætte dig ind i de regler og rammer, der er i vores spil. Læs fx vores anbefalinger til FAIRPLAY sammen med dit barn.

Gode råd til, hvordan du og dit barn udviser FAIRPLAY

  • En badmintonkamp starter, når spillerne er trådt ind på baneområdet, og slutter når de er trådt ud
  • Spillerne må IKKE forlade banen, før kampen er spillet færdig
  • Ingen må gå på banen, heller ikke med vanddunk eller et sidste godt råd, når spillerne er gået på banen
  • I badminton er det lidt anderledes end i mange andre sportsgrene. I badminton tæller og dømmer spillerne nemlig ofte selv. Og når vi er udenfor banen, må vi ikke blande os i spillet, der foregår på banen
  • Læs reglerne for coaching, som kan findes her
  • Du må ikke henvende dig til modstander under kamp (inkl. ophold)

Du må gerne bakke børnene op

  • Du må gerne klappe af gode dueller, ligegyldigt hvem der vinder duellen. Du behøver ikke kun at klappe af dit eget barns point
  • Du skal huske at nyde dit barns kampe. Pas på ikke at gå så meget op i resultatet, at du glemmer, at du sidder der for dit barns skyld. Du er ofte både publikum, kok, chauffør, træner og forældre på én og samme dag. Det kan godt tære på overskuddet. Men husk at beholde den positive indstilling/attitude, for dit barns skyld, når kampen begynder
  • I badminton er alle børn ofte lige gode, når de spiller turneringer. Det er, fordi de ofte spiller blandt andre børn på nogenlunde samme niveau. Derfor er mange kampe jævnbyrdige, og der er ikke nogen børn, som er ”dårlige”, fordi de taber en kamp. Næste gang vinder de måske
  • Det er vigtigt at give ros. Børn trives, når de får ros, overvinder udfordringer og er sammen med kammerater. Prøv at undgå at fokusere på sejr eller nederlag. Fokusér på dit barns indsats og opførsel. Fx ”det var flot, du lykkedes med din baghånd, som du øvede hele sidste uge”, “det var flot, du dømte bolden inde, da du var i tvivl”, osv.
  • Du skal huske, at det er vigtigt, at du reagerer roligt og konstruktivt, når dit barn møder modgang. Netop en af de ting, som badminton kan give dit barn, er kompetencer som f.eks. selvstændighed, anstændighed og ansvarlighed. Du støtter dit barn bedst ved også at lære dit barn at komme igen efter et nederlag
  • Du skal huske, at badminton er organiseret leg. At spille turneringer skal være af lyst til at lege
  • Det kan være hårdt, at ens barn bliver ked af det efter et nederlag. Giv gerne en stor krammer, men husk de først skal sige tak for kampen!

Hjælp til med god opførsel

  • Du skal hjælpe til god opførsel. Alle kneb gælder ikke i badminton
  • Du må meget gerne se dig omkring og vise dit barn, hvordan de andre opfører sig, både når det er ok, og når det ikke er
  • Du bør tage en snak med dit barn, hvis du oplever uhensigtsmæssig opførsel ift. badmintonsportens regler og rammer
  • Vi kan alle ramme ved siden af. Det kan dit barn også. Vi kan alle have en ’dårlig dag’. Her er det god stil at tage en snak med barnet efterfølgende, og ikke bare gå i gang med at rose en sejr, hvor dit barn ikke har ageret retfærdigt og manglet respekt overfor sin modstander.
    • F.eks. hvis dit barn udviser aggressiv eller verbal opførsel, snyder, håner, vender øjne, truer eller skaber konflikter. Hvad enten opførslen er selvdestruktiv eller går ud over modstanderen eller halgulvet, er det noget, vi gerne vil undgå i badminton
    • F.eks. hvis dit barn bruger knyttede næver, tager en tur til nettet med vrede øjne, eller kommer med udråb rettet imod modstanderen eller kampens udfald
  • Oplever du som forælder og forbillede en meget problemfyldt kamp, som du ikke føler, spillerne selv kan håndtere, så henvend dig ved hallens dommerbord. De tager stilling til, om det vil hjælpe med en neutral observatør (som afgør uenigheder) resten af kampen
  • Hvis andre forældre og forbilleder henvender sig til dig, så tag dialogen konstruktivt. Som forbillede bør du være lyttende og forstående, ikke udfordrende. Husk at udvise respekt for den andens synspunkter

Badminton er Fairminton

  • Der er ikke to ens børn. Nogle har ’sjov’ teknik, nogle har anderledes benarbejde, nogle er høje, andre er lave. Der er plads til alle i badminton
  • Tal positivt til dit barn om de andre børn. Det er desuden vigtigt, at du og dit barn taler omkring den sladder og småsnak, der er til turneringer, og at dit barn ikke bidrager til negative budskaber omkring andre børn
  • Badminton er ikke ’overlevelse af den stærkeste’. Det er et frirum, hvor børn leger efter regler. Ingen ønsker at se et barn gå fra banen med tårer i øjnene pga. uretfærdig behandling
  • Du kan som forælder og forbillede altid stoppe dit eget barn i at fortsætte en kamp og trække dit barn ud, hvis dit barn er gået over stregen for FAIRPLAY
  • Det er det fedeste i verden at gå op i badminton, men det er stadig et spil og en leg. Hjælp dit barn til forståelse af dette, så dit barn kan vise sig fra sin bedste side og få det bedste ud af det i både sejrens og nederlagets stund

Vil du læse mere om FAIRPLAY, kan du gøre det i dokumentet her: HVAD ER FAIRPLAY?

Se “For spillere” her på siden.

Se “For klubber” her på siden.

Det er badminton på den FEDE måde!