Den danske parastjerne Cathrine Rosengren jagter titelforsvaret i Thailand Para-Badminton International og nærmer sig efter en sikker kvartfinalesejr torsdag. Bøvl med knæet betyder dog, at hun tager tingene med ro og en kamp ad gangen. – Det er gået bedre end forventet, siger hun.
Sidste år lykkedes det suverænt danske Cathrine Rosengren at triumfere ved Thailand Para-Badminton International, og nu nærmer den 20-årige damesingle sig hastigt podiet igen.
Torsdag besejrede hun på overbevisende manér sin thailandske kvartfinalemodstander 21-10, 21-7.
– Jeg har rimeligt godt fat i hallen hernede, selv om der er en del vind. Det kender jeg jo til gengæld fra sidste år, hvor jeg vandt turneringen, og jeg tror, at jeg føler mig ret sikker på den baggrund og er rolig ved, at jeg godt kan håndtere vinden, siger Cathrine Rosengren, som har spillet sig fejlfrit til semifinalen på trods af en skavanker med knæet.
Læs også: Cathrine Rosengren vinder VM-bronze
Siden VM i august, hvor Rosengren vandt bronze, har hun bøvlet med sit ene knæ, og det har afholdt hende fra badmintonbanen helt frem til turneringen i Thailand.
– Man kan sige, at det lidt var en satsning at tage herned, men jeg har fået en rimelig heldig lodtrækning, og det er gået bedre med knæet end forventet. Jeg har så heller ikke haft nogen hårde kampe endnu. Men jeg forsøger at tage tingene, som de kommer, for der er flere turneringer her i løbet af efteråret, jeg gerne skal være klar til, siger Cathrine Rosengren, som allerede i næste uge spiller China Para-Badminton International 2019.
I semifinalen fredag møder Cathrine Rosengren japanske Kaede Kameyama, som hun har stået over for flere gange – hver gang med glædeligt udfald set med danske øjne.
– Jeg har ikke tabt et sæt til hende endnu, så selv om mit knæ ikke er helt i top, så tror jeg på, at jeg nok skal få den hjem, lyder det fra danskeren.