Grimt Chen Yu Fei-uheld sender Tai Tzu Ying i finalen

af | okt 19, 2019

Verdensetteren Tai Tzu Ying er videre til finalen ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR på den værst tænkelige måde. Der var ellers godt gang i et spændende opgør mellem hende og den 21-årige verdenstreer fra Kina, Chen Yu Fei.

 

Når Tai Tzu Ying og Chen Yu Fei tørner sammen er der med garanti god badminton i vente, og i dag var ingen undtagelse.

Men i et brag af en semifinale, der var spækket med lækre detaljer og godt spil fra de to semifinalister, havde man da ønsket sig en anden skæbne for kampens udfald. Chen Yu Fei vrider om på foden i andet sæt, hvilket sætter en stopper for hendes deltagelse ved DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, mens taiwaneren ryger videre i finalen, som hun ser frem til at spille i Odense Idrætshal.

– Jeg nyder at spille her i hallen. Publikum giver mig god opbakning. Det er en fornøjelse, sagde Tai Tzu Ying efter kampen.

Følg os på Facebook, så du altid kan holde dig opdateret på sidste nyt her 

Før uheldet var ude for den unge kineser, virkede det dog til at Tai Tzu Ying var på vinderkursen alligevel. Starten af første sæt var en tæt affære. Dog synes Chen Yu Fei at blive holdt ind i kampen på bekostning af fejl fra taiwanerenes hånd.

Der blev især sendt mange bolde udover baglinjen, som synes svær at finde for verdensetteren. Efter ophold, hvor stillingen var 11-9, satte Tai Tzu Ying speederen i bund og udbyggede hurtigt føringen. Men selvom der var sat tryk på, sad man dog med følelsen af at føringen burde være større, da kineseren havde svært ved selv at skabe pointene.

Læs også: Optakt: Dansk drage mod kinesisk legende og stor damedouble på programmet

Andet sæt startede anderledes godt for den unge kineser. Det lykkedes hende at finde noget af hendes gode spil frem, og hun formåede selv at skabe point. Det resulterede i lange flotte dueller på højt teknisk niveau, og en anderledes spændende oplevelse fremfor den lidt flade fornemmelse, man sad tilbage med efter første sæt.

Selvom den 21-årige kineser da også var foran langt ind i andet sæt, begyndte man dog for alvor at kunne se hvorfor taiwaneren ligger nummer 1 på verdensrang listen. Hun eliminerede fejlene, og med flere holdte drop og godt netspil trak hun nu fra point for point.

Se TV2s kommentatorer og eksperter komme på glat is når de bliver spurgt “hvad vælger du?” 

Men så skete det der ikke må ske. Ved stillingen 13-11 vrider Chen Yu Fei om på sin højre fod. Da billederne blev vist på storskærmen, gik der et sug igennem publikum. Det så absolut ikke godt ud. Kineseren prøvede med en god gang kølespray at spille videre, men efter blot en duel, måtte hun give fortabt og trække sig fra opgøret.

Tai Tzu Ying vinder derfor på den mest ærgerlige måde, man kan tænke sig, men er nu klar til finaleopgøret i morgen hvor Nozomi Okuhara venter.

– Det bliver en meget svær kamp. Jeg kommer til at løbe en del. Jeg vil kæmpe til det sidste, lød det fra Tai Tzu Ying da hun blev spurgt om finaleopgøret i morgen.

Klik her for at følge live med i kampene