Artikelbillede - Anders Antonsen - Indonesia Open 2019
Badmintonphoto

Anders Antonsen er klar til karrierens største finale

July 20, 2019 16:55 Skrevet af

Det har været en rigtig god måned for Anders Antonsen. I slutningen af juni kunne han lade sig hylde på det øverste podietrin som vinder af European Games, og i morgen får han en ny mulighed for at lade sig krone, hvis altså han vinder Indonesia Open-finalen mod Chou Tien Chen.

 

Det står klart efter Antonsens blændende semifinalesejr over Wing Ki Wong fra Hong Kong på 21-17, 21-10. Danskeren var på forhånd favorit, men cheflandstræner Kenneth Jonassen er stadig imponeret over den unge herresingle.

– Først og fremmest synes jeg, at det er rigtig flot, den måde han går ind som favorit og slår Wing Wong, som har spillet en flot turnering, på. Man kan ikke forvente at spillet bare flyder i en semifinale som den her, men han klarede det stærkt. Han styrede forholdene virkelig flot, og Wing Wong kæmpede efter. Specielt var Anders’ forbane rigtig god, og boldene er lidt tungere ved dette års Indonesia Open, men igen omstiller Anders sig flot, siger Kenneth Jonassen.

Klik her og se mere statistik fra Anders Antonsens semifinale mod Wong

Vi kan kun håbe på, at den 22-årige aarhusianer har lige så godt styr på forholdene i morgen, hvor verdens nummer tre venter, når Chou Tien Chen fra Taiwan står ovre på den anden side af nettet. Det bliver samtidig Antonsens på papiret største finale i karrieren. Og den kamp bliver ifølge Kenneth Jonassen en helt anden opgave, der venter i Istora Senayan i forhold til hidtil.

– Anders står stærkt, men man skal ikke undervurdere varmen og fugtigheden. Kampen i morgen er en hel anden størrelse. Chou har roen og rutinen. Han er en spiller, der er uhyggelig svær at slå. Det er en rigtig test for Anders mod en verdensklassespiller, siger Kenneth Jonassen.

Læs også: Badminton Danmark søger kinesisk social medie assistent

Antonsen har mødt Chou fire gange tidligere og har tabt alle fire gange – tre af dem i tre sæt. Men Indonesien er stedet, hvor Antonsen performer stærkt, hvilket han viste tidligere på året, hvor han vandt Super 500-turneringen Indonesia Masters ved at slå selveste Kento Momota i finalen. Troen på sejr er naturligvis også til stede i den danske lejr.

– Anders er vokset med opgaven, og han har været sulten efter at gøre det godt her. Han bibeholder sit fokus gennem hele kampen, og han følger planen for kampen. Han har været helt exceptionel i den her turnering i at være skærpet. Modstanderne har skulle tvinge fejl ud af Anders, siger Kenneth Jonassen.

Læs også: Badminton Danmark søger grafiker/multimediedesigner

Anders Antonsen spiller finale nummer fire i morgen. Det betyder, at det bliver omkring kl.12.00, at han går på banen mod Chou. Alle finaler kan ses på TV 2 SPORT fra klokken 9.00 dansk tid.



Tags: , , , , ,
Kategori: , ,