Badmintonspillere søges til forskningsprojekt støttet af Badminton Danmark

af | aug 30, 2019

Kunne du tænke dig at deltage i et forskningsprojekt, som vil gøre forebyggelsen og behandlingen af sene-skader nemmere? Så læs mere herunder om projektet, der bliver bakket op af Badminton Danmark.

 

Badminton Danmark bakker op om forskningsprojektet ‘Identifikation af tidlig sene-overbelastningsskader hos eliteatleter i Team Danmark’, som foretages af professor i Idrætsmedicin, Michael Kjær, Team Danmark overlæge Christoffer Brushøj, Professor, Idrætsfysioterapeut Peter Magnusson samt Seniorforsker, Idrætsfysioterapeut Christian Couppé, Institut for Idrætsmedicin.

Forskningsprojektet, som er støttet af Team Danmark, sigter efter at kortlægge den tidlige fase af sene-overbelastningsskader som mange elite-sportsudøvere pådrager sig.

Klik her hvis du har lyst til at deltage i forskningsprojektet, eller hvis du kender en der kunne have lyst. Du skal blot være over 18 år og spille badminton på eliteniveau.

Målet er at opnå viden om processerne før og efter denne vanskelige type sportsskade, som netop for mange atleter ender med at blive kronisk og reducere deres præstation i lang tid for til sidst at stoppe deres karriere.

Projektet kan i fremtiden forhåbentligt være med til at forbygge sportsrelaterede sene-overbelastningsskader, samt at gøre vejen tilbage til eksempelvis badmintonhallerne nemmere for de atleter, som bliver ramt af skader.

– Forskningsprojektet kommer ved hjælp af nogle af de mest avancerede scannings- og undersøgelsesmetoder et væsentligt skridt nærmere hvilke ”tidlige advarselstegn” som findes. Fremover kan vi derfor give anvisninger om, hvordan man som atlet undgår, at skaden bliver kronisk, siger seniorforsker, idrætsfysioterapeut Christian Couppé og Team Danmark læge Christoffer Brushøj.

– Vi kommer jo desværre ikke udenom, at atleter fra tid til anden bliver ramt af skader, så for os er det vigtigt, at vi kan tilbyde den bedste behandling både nu og i fremtiden. Derfor følger vi altid spændt med, når lægevidenskaben sætter sig for at finde på nye måde at forhindre, forebygge eller behandle skader, siger Jens Meibom, sportschef hos Badminton Danmark.

For yderligere oplysninger om projektet, kontakt:

Christian Couppé, Seniorforsker (projektansvarlig), Idrætsfysioterapeut, M.Sc., PhD, +45 60660825, christian.couppe@regionh.dk