U17-stjerner spiller sig til tre EM-guldchancer

af | sep 6, 2019

Tre af morgendagens fem U17 EM-finaler bliver med dansk deltagelse, mens tre danske konstellationer må nøjes med bronze. – Hvor vi var lidt over målet i går, er vi lidt under i dag, lyder det fra U17-landstræner Frank Larsen.    

 

Da klokken slog 10.00 fredag formiddag, åbnede tre af de ni danske kvartfinalekonstellationer ballet ved U17 EM i Polen.

Seks danske konstellationer kæmpede sig videre til semifinalerne, som tre sidenhen klarede cuttet fra. De øvrige må nøjes med bronze, når de endelige podiepladser er afgjort lørdag eftermiddag.

Læs også: U17-landsholdet er Europas bedste: Guld til de danske drenge og piger

– Vi var rimelig meget oppe at køre i går over de adskillige gode præstationer, men i dag var der desværre lidt for mange, som faldt igennem, siger U17-landstræner Frank Larsen og fortsætter:

– Ligesom vi sad på russerne i holdturneringen, så sad de desværre på os i dag. Christopher (Vittoriani, red) bliver meget hæmmet af nerver i sin semifinale i single og havde svært ved at være derinde i dag. Derudover taber Simona (Pilgaard, red.) tæt i sin semifinale i damesingle ærgerligt. William (Kryger Boe, red.) og Emilia (Nesic, red.) spiller ellers noget af det bedste, vi har set dem gøre, i deres semifinale i mixeddouble, men taber desværre også tæt, fortæller U17-landstræneren, som imidlertid også hæfter sig ved flere af dagens stærke danske præstationer.

– Mads (Juel Møller) har præsteret outstanding hernede både i herresingle og herredouble, men i særdeleshed i single. Han møder Vittorianis overmand i finalen i morgen, som skal spille sit livs badminton, hvis han skal have en chance imod Mads, konstaterer Frank Larsen.

Se alle dagens resultater her

Foruden Mads Juel Møller i herresingle og i herredouble med makkeren, Christian Faust Kjær, er det mixeddoublen Christopher Vittoriani/Mette Werge, som lørdag skal spille om guld.

Mens Mads Juel Møller ifølge Frank Larsen er den klare favorit i herresingle, skal doublerne præsterer skarpt for at sejre imod deres russiske modstandere.

– Jeg vil mene, at russerne er favoritter i doublerne, men forhåbentlig kan vi få drillet dem lidt derinde i morgen. Det har vi i al faldt tænkt os at prøve på og gøre alt for, lyder det fra landstræneren.

Få overblik over finaledagen her

Finaledagen skydes i gang lørdag klokken 10.00, hvor Christopher Vittoriani/Mette Werge lægger ud med EM-finalen i mixeddouble. Alle morgendagens fem kampe kan streames live på Badminton Europes Youtubekanal lige her.

Vi ønsker de danske guldhåb kæmpe held og lykke!