Badmintonlinjen på ISI Idrætsefterskole i Ikast har nu en ledig fuldtidsstilling til træneren som brænder for talentudvikling i et unikt og ambitiøst træningsmiljø.
Nu er banen åben for som træner at blive del af det progressive badmintonmiljø i Ikast.
En lignende stilling som denne har ikke været ledig i Ikast i 12 år, så det er lidt særligt at slå den op nu. Bolden er derfor sat i spil for en ambitiøs træner, der brænder for badminton og for udvikling af talenter – med vide rammer for nytænkning sammen med en høj grad af ansvar og frihed.
Som badmintonunderviser på ISI bidrager man til samarbejdet med klubben for at sikre den røde tråd i elevernes træning.
I dagligdagen, som del af en efterskole med seks linjeidrætter, opstår desuden jævnligt inspirerende sparring og erfaringsudveksling på tværs af de forskellige sportsgrene. For både linjetrænerne og eleverne. Ligesom badmintonlinjen også på landsplan sparrer med andre ambitiøse badmintonmiljøer.
Hvert år optager efterskolen i Ikast i alt 215 elever. Heraf er de godt 22 badmintonspillere – både drenge og piger. Eleverne bor på efterskolen, hvor undervisningen foregår i en integreret, nybygget skoleafdeling.
I det hele taget råder efterskolen over topmoderne faciliteter, og med blot 400 meter til Ikast-Brande Arena opholder eleverne sig indenfor en særdeles overskuelig radius – i forhold til en indholdsrig og fokuseret hverdag med flere træningspas, skole og lektier bliver der også tid til det vigtige sociale liv på en efterskole.
Efter 16 år som lærer og badmintontræner har Malene Storm nemlig valgt at udfordre sig selv i nyt regi. I DGI Midtjylland skal hun nu være med til at udvikle foreninger og udbrede badminton i alle afskygninger.
Klik her for at læse mere om stillingen på ISI Idrætsefterskole