Emil Lyders, Badminton Danmark

Indstil din kandidat nu: Hvilken klub er Årets Ungdomsklub 2020?

December 4, 2019 09:55 Skrevet af

Er din badmintonklub landets bedste ungdomsklub? I så fald har du nu mulighed for at sende en omgang anerkendelse af sted til de ungdomsarbejdende kræfter i klubben gennem en indstilling til prisen som Årets Ungdomsklub 2020.

Traditionen tro skal der til marts sættes navn på Danmarks bedste ungdomsklub. Det sker i forbindelse med DMU (Individuelt), hvor prisen Årets Ungdomsklub uddeles til en badmintonklub, som har gjort et særligt godt stykke arbejde for ungdommen i klubben.

Tænker du, at det akkurat er, hvad din klub har gjort og gør, så tøv ikke med at sende en indstilling af sted til klubbens lokale kreds.

I 2019 vandt Lillerød Badminton prisen på baggrund af blandt andet at have styrket det sociale fællesskab på tværs af spillernes niveau og årgange og søsat samarbejde med den nærmest beliggende skole, hvor SFO-børn tilbydes en ugentlig træning som introduktion til badminton.

Ønsker du at indstille din klub til prisen, så send en ansøgning på max 1 A4-side med en beskrivelse af klubbens ungdomsarbejde til den lokale badmintonkreds. Klik her for at få overblik over kredsene og deres kontaktinformationer.

Deadline for indstillinger er 5. januar 2020, og prisen uddeles ved DMU (individuelt) 27.-29. marts 2020 i Varde.

Badminton Danmark ser frem til endnu en gang at fejre og hylde al det ihærdige, vigtige og gode ungdomsarbejde, som sker i de danske badmintonklubber.

Klik her for at læse mere om prisen og se tidligere vindere.



Kategori: , , ,