Til foråret kårer vi atter en vinder af Badminton Danmarks Talentpris. Førend det kan ske, skal vi have fundet kandidaterne til prisen, som går til en person, I synes yder en ekstraordinær indsats for talentudvikling i dansk badminton. Indstillinger kan ske frem til den 17. februar.
Det er næppe nogen tilfældighed, at Danmark har været blandt verdens største badmintonnationer det seneste århundrede. En stor del af æren for det kan tilskrives alle Danmarks ihærdige og passionerede trænere, sportschefer, frivillige og engagerede i badminton.
Bag hver en topspiller gemmer der sig nemlig adskillige ildsjæle, og én af dem skal krones med Badminton Danmarks Talentpris til foråret.
Sidste år modtog cheftræner og leder af Odense Badminton Academy Lennart Engler Badminton Danmarks talentpris, og den blev han tildelt på baggrund af tre årtiers blændende talentarbejde. I den forbindelse lød det fra Engler selv:
– Jeg er selvfølgelig glad for, at der er nogen, som lægger mærke til, at man laver et godt stykke arbejde. Men jeg er også meget ydmyg omkring det, for vi har rigtig mange rundt omkring, der gør et godt stykke arbejde, og som også kunne have vundet prisen. Vi har alle del i hinandens succes, sagde Lennart Engler.
Læs også: Se 90 års medlemsudvikling i Badminton Danmark på 90 sekunder
SÅDAN INDSTILLER DU DIN KANDIDAT TIL BADMINTON DANMARKS TALENTPRIS:
Udfør maks. en A4-side, hvori du begrunder, hvorfor din kandidat skal vinde Badminton Danmarks Talentpris ud fra de nedenstående kriterier. Vedhæft et billede af personen og send indstillingen til anha@badminton.dk senest 17. februar. Husk også at indikere, hvem afsenderen er.
Alle har mulighed for at indstille kandidater til talentprisen, som skal ske ud fra følgende kriterier:
Kandidaten har arbejdet med udvikling af badmintonspillere og badmintonmiljøer samt været ambassadør for badmintonsportens værdier: glæde, udvikling, fællesskab og oplevelse.
Kandidatens indsats er kendetegnet ved:
Talentudviklingsmiljøet, f.eks. ved
– At træning og aktiviteter byder på udfordringer, kræver fokus og engagement
– At alle tager medansvar for udvikling og samarbejde både af sig selv og miljøet
– At der er fokus på at styrke de sociale relationer, glæde og trivsel i miljøet
– At der udvises engagement og oprigtig interesse for badmintontalenterne – både som unge spillere og som unge mennesker.
Badmintonmæssige og personlig udvikling, f.eks. ved
– At der fokuseres på badmintonspillernes langsigtede udvikling frem for det kortsigtede resultat.
– At træningen tilgodeser principperne i aldersrelateret træning
– At der fokuseres på udvikling af sportslige, personlige og sociale kompetencer
– At der fokuseres på, at spillerne lærer at mestre den med- og modgang, de oplever i deres badmintonkarriere.
– At spillerne klædes på til at håndtere overgangen fra ungdomsspiller (talent) til seniorspiller (elite).
Egne kompetencer og udvikling, f.eks. ved
– At engagere sig i sin egen udvikling samt uddanne og dygtiggøre sig specifikt i forhold til at arbejde med og udvikle unge talenter.
Indstillingsfristen er 17. februar 2020 kl. 12.00.
Læs også: Læs om 90 år med Badminton Danmark i ny jubilæumsudgivelse
Prisen betragtes som en ”One time Award”, og derfor er det ikke muligt at indstille tidligere vindere. Tidligere nominerede kan godt indstilles igen.
Ud fra de indstillinger som Badminton Danmark har modtaget, skal Badminton Danmarks Talentpris-panel nominere kandidaterne til Badminton Danmarks Talentpris.
Panelet består af:
- Kenneth Kruse Larsen, eliteansvarlig i Badminton Danmarks hovedbestyrelse
- Jens Meibom, Sportschef
- Bo Ømosegaard, Talentudviklingschef
- Jens Grill Andersen, Talentudviklingsleder for Jylland
- Rune Ulsing, U19-Cheftræner
- Den seneste vinder af Badminton Danmarks Talentpris – i 2020 altså Lennart Engler
Den endelige prismodtager blandt de nominerede vil blive fundet ved en afstemning blandt udvalgte talenttrænere – heriblandt ungdomslandstrænere, talentcentertrænere samt undervisere på badmintonsportens træneruddannelser, og vinderen af Badminton Danmarks Talentpris vil blive hædret under Gallaaftenen til Ungdoms-DM
Det er muligt for enhver at indstille kandidater frem til den 17. februar 2020 klokken 12.00.