HK - Hans-Kristian Solberg Vittinghus - VICTOR - Landshold - EM - Badminton Europe
Badmintonphoto

Ny overkommelig sejr til det danske herrelandshold

February 12, 2020 14:29 Skrevet af

Danmark tog en ny 5-0-sejr ved EM for herrelandshold, da de danske stjerner i dag mødte Letland. Det blev en hurtig holdkamp på 124 minutter alt inklusiv.

 

5-0 på to timer og fire minutter. De danske drenge gjorde kort proces i landskampen mod Letland, som ikke blev budt op til dans. Danmark gik simpelthen solo på dansegulvet.

Vil du se det danske herre- og kvindelandshold på hjemmebane mod verdens bedste? Så kan du allerede i dag købe billet til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus

Fra første bold var der masser af overskud hos Viktor Axelsen i den første kamp. Det sås allerede ved stillingen 1-2, da Andis Berzins skød bolden på baglinjen, hvor linjedommeren desværre dømte forkert. Her gav Axelsen Berzins pointet til 2-2. God stil og dejligt med fair play fra odenseaneren.

Ellers blev det en ren opvisningskamp for 26-årige Axelsen, som endte med at vinde uden nogen former for besvær 21-6, 21-9.

Klik her og se flere detaljer fra holdkampen mellem Danmark og Letland

Jan Ø. Jørgensen fulgte op med en sejr på 21-7, 21-8 over Pauls Gureckis. Vendsyssel-spilleren hentede sejren i hus på 17 minutter – og det var ikke engang holdkampens hurtigste.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus sad over i går i åbningskampen mod Wales, men i dag var DM-sølvvinderen klar til at indtage Arena Stade Couvert de Liévin – og det må man sige, at han gjorde.

21-1 endte første sæt, før han slog Niks Podosinoviks 21-14 i andet sæt.

I DM-finalen måtte Hans-Kristian Solberg Vittinghus trække sig med en lårskade, men heldigvis var der ingen tegn på, at den stadig sad der. Hør hele vinderinterviewet med ”HK” her.

 

 

Herredoublerne med Mathias Boe/Mads Conrad og Anders Skaarup/Kim Astrup kørte også med hurtig afvikling i deres kampe. Det resulterede i sejre på henholdsvis 21-4, 21-7 og 21-6, 21-4.

Holdkampens hurtigste kamp gik til Mathias Boe/Mads Conrad, som vandt på 16 minutter over Andis Berzins/Pauls Gureckis.

Anders Antonsen sad over i dagens kamp.

I morgen skal Danmark op imod Schweiz i gruppefinalen. Schweiz har også besejret Wales og Letland helt overbevisende. Danmark-Schweiz i morgen klokken 10.00.



Tags: , , , , , , , , ,
Kategori: , , , ,