For en stor gruppe spillere var OL i år det helt store mål, men den plan blev forleden ændret, da udsættelsen af OL til 2021 blev en realitet. Det giver derimod bedre mulighed for at formtoppe til Thomas & Uber Cup. Sådan lyder vurderingen fra Badminton Danmarks Elite- og Sportschef Jens Meibom.
Blot seks dage efter OL i Tokyo skulle Thomas & Uber Cup være afholdt, efter det i sidste uge blev udskudt fra maj til august. Det gav anledning til flere spekulationer om, hvorvidt det sportsligt kunne få en betydning for verdensmesterskaberne for herre- og damelandshold.
Læs mere: Thomas & Uber Cup udskydes til august
Med udsættelsen af OL til 2021 er dette nu ikke længere et scenarie.
Beslutningen om at udsætte OL til næste år møder da også opbakning fra Badminton Danmarks Elite- og sportschef Jens Meibom.
– Det er den helt rigtige beslutning af udskyde OL et år. Dels er der det sundhedsmæssige aspekt i det, og vi kender ikke situationen i august, men den anden ting er også det sportslige, som efterhånden begyndte at blive unfair i forhold til kvalifikation og træningsmuligheder. Vi ville få et OL, hvor de enkelte landes forudsætninger for at forberede sig ikke ville være ens, siger sportschefen.
Læs også: Badminton Danmarks Elite- og Sportschef forholder sig til corona-situationen
Hvordan kvalifikationen frem mod næste års OL kommer til at forløbe, er endnu uvis, eftersom skæringsdatoen hedder slut april 2020. Dog tyder det ifølge Jens Meibom på, at programmet frem mod OL næste år kan blive presset.
– Mange af de turneringer, der ikke er blevet afholdt, vil man sandsynligvis forsøge at lægge i efteråret, og det kan give en presset kalender frem mod OL. Som tingene er nu, ved vi heller ikke noget om, hvordan kvalifikationen vil blive. Om man fastholder den nuværende rangliste, starter helt forfra eller noget tredje.
Trods de mange usikkerheder kan OL-udsættelsen dog set ud fra et sportsligt perspektiv vise sig at være en fordel for det også udskudte Thomas & Uber Cup.
– At vi ikke længere har et scenarie, der hedder OL i juli-august og Thomas & Uber Cup kort tid efter, giver os langt bedre forudsætninger for at lave en formtop, der går direkte på Thomas & Uber Cup, siger Elite- og sportschef Jens Meibom, og tilføjer:
– Havde vi haft OL i august i år, skulle vi have to formtoppe lige efter hinanden, og det havde vi ikke kunne. De spillere der skulle med til OL, skulle derfor forsøge at holde deres formtop i op til tre uger, og det kunne jeg godt være bekymret for.
Klik her og læs, hvordan Badminton Danmark forholder sig til coronavirussen
Lige nu er der dog ingen badmintontræning på elitecentret, men åbnes der op for træningen i nærmeste fremtid, ser forberedelserne frem mod Thomas & Uber Cup i august positive ud.
– Vi har hele tiden været presset af flere og flere turneringer, og nu har vi sandsynligvis en historisk lang træningsperiode frem mod Thomas & Uber Cup, hvis vi vel at mærke snart kommer i gang med at træne. Det giver os mulighed for at arbejde med nogle elementer, vi ikke normalt har tid til i hverdagen, og det skal vi udnytte, fortæller Jens Meibom, og fortsætter:
– På nuværende tidspunkt er det dog svært at spå om rammerne for spillernes forberedelser frem mod Thomas & Uber Cup. Vi har ikke lagt en træningsplan, da vi ikke ved, hvornår vi kan komme i gang.