Ioniseret vand. Det er Kim Astrups kilde til at blive en bedre version af sig selv. Ifølge herredoublespilleren har det medvirket til, at han har fået en bedre krop efter fem måneder.
Alle atleter gør sit for at optimere forholdene i deres karriere. Nogle finder alternative måder, andre eksotiske, og så er der Kim Astrup, der er gået back-to-basic og kigget på muligheden for at benytte vand.
Vand er ikke bare vand, har Astrup fundet ud af. Ved at ionisere sit vand, adskilles vandet i to dele: en basisk del og en sur del. Ioniseret vand er den basiske del, som indeholder H2, hvilket er en antioxidant, og det er rigtig godt for kroppen. Det har 28-årige Astrup allerede fået at føle.
– Jeg har drukket ioniseret vand i fem måneder nu, og jeg kan mærke en forskel. Jeg plejer altid at få influenza hen over vinteren, det har jeg ikke fået i år. Min krop har det bedre, og jeg døjer ikke på samme med skader, som jeg før har gjort, siger Kim Astrup.
Ifølge Kim Astrup føler han også, at han restituerer hurtigere, end han hidtil har gjort. Det er en vigtig del af livet som atlet, at kroppen restituerer hurtigt mellem træning og kamp, så for Spain Masters-vinderen er det et stort plus i arbejdet for at optimere sin karriere.