Som det højest placerede hold fra grundspillet i RSL Final 4 har Højbjerg/ViaBiler skulle vælge sin modstander i den ene semifinale. Her er valget faldet på Værløse. Det betyder, at Solrød Strand og Skovshoved møder hinanden i den anden semifinale, som spilles fredag den 19. juni i Brøndby Hallen.
Med sin tredjeplads i grundspillet har Højbjerg/ViaBiler fået tildelt sig den fordel at kunne vælge sin modstander i RSL Final 4 – og det har den jyske klub gjort.
Sikre dig billet til RSL Final 4 og se nogle af landets største badmintonprofiler – klik her
Michael Kjeldsens tropper har valgt Værløse, som sluttede på grundspillets sjetteplads. Men det har ikke været sådan lige til at vælge semifinalemodstander, for internt tabte Højbjerg/ViaBiler til både Værløse og Skovshoved i grundspillet med henholdsvis 4-5 og 3-6.
– Vi har stået med en svær beslutning. Det har ikke på nogen måde været nemt, for det er to hold, som vi har tabt til tidligere i sæsonen. Det har været små detaljer, som er blevet afgørende, men jeg skal heller ikke lægge skjul på, at vi har haft mange med på råd. Men det er faldet ud på Værløse, fordi de generelt har klaret sig mindre godt end Skovshoved og har lidt mindre i erfaring i sådan nogle mesterskaber her. Vi synes, at Værløse har et rigtig godt hold. De kæmper og giver sig hundrede procent for klubben, så det bliver en rigtig hård kamp, siger sportschef i Højbjerg/ViaBiler, Michael Kjeldsen.
Klik her for at læse mere om RSL Final 4
I den anden semifinale ved RSL Final 4 mødes Solrød Strand og Skovshoved. I deres indbyrdes møde fra grundspillet vandt Solrød Strand med 5-4, så der kan igen lægges op til en intens og spændende semifinale.
Semfinale 1: Højbjerg/ViaBiler-Værløse spilles fredag den 19. juni 2020 klokken 13.00
Semifinale 2: Solrød Strand-Skovshoved spilles fredag den 19. juni 2020 klokken 19.00
RSL Final 4-bronzekamp og finale spilles lørdag den 20. juni 2020 klokken 13.00 og 19.00
De deltagende hold i RSL Final 4 er Højbjerg/ViaBiler, Solrød Strand, Skovshoved og Værløse. Grundet afbud fra Vendsyssel og Greve grundet coronavirus er rollen som førstevælger tilfaldet Højbjerg/ViaBiler som det højest placerede hold i grundspillet af de deltagende RSL Final 4-hold.
Læs også: Skovshoved og Værløse accepterer RSL Final 4-invitationer
Klubberne indkaldes hurtigst muligt til møde om praktik, proces, sundhed og sikkerhed.
Danmarks Idrætsforbund og Kulturministeriet har begge godkendt, at eventen kan afvikles med de anbefalinger og retningslinjer, som de danske sundhedsmyndigheder har meldt ud. RSL Final 4 vil blive uden tilskuere.
Badminton Danmark glæder sig til at byde klubberne velkommen og ønsker spillere, trænere, stab, dommere og ikke mindst de danske badmintonfans et godt og spændende RSL Final 4 i Brøndby Hallen den 19.-20. juni.
Alle kampe fra RSL Final 4 kan også ses direkte på TV 2 SPORT.