Peter Arvedsen - Badminton Danmarks Talentpris - 2020 - Lyngby Badmintonklub - Nominering
Peter Arvedsen

Anden talentpriskandidat: Peter Arvedsen

August 11, 2020 08:30 Skrevet af

Den anden kandidat til Badminton Danmarks Talentpris 2020 er Peter Arvedsen, bedre kendt som ”Arved” i Lyngby Badminton Klub. I næsten 10 år har den mangeårige træner været ungdomscheftræner i klubben, hvor han med sin rummelighed og respekt har været eminent til at skabe et godt klubmiljø. – Det der gør mig glad og stolt, og det der driver mig i mit arbejde, er at se en udvikling og se noget tage form – på alle niveauer, lyder det fra Arved, den anden talentpriskandidat.  

 

For Peter Arvedsen er det udviklingen, der driver ham, og fællesskabet i Lyngby Badminton Klub der driver klubbens udvikling.

Ikke desto mindre er ungdomscheftræneren nomineret til Badminton Danmarks Talentpris for fjerde gang. Og selvom det ikke er første gang, han er nomineret, så gør det ham utrolig stolt endnu engang at være i det fornemme selskab.

– Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at der er nogle mennesker, der synes, jeg fortjener den pris. Det er fedt at blive anerkendt for det arbejde, man gør sig, men det er også vigtigt for mig at understrege, at jeg ser det som en fælles indsats fra hele teamet. Klubbens seniortræner Lars Klintrup og jeg har arbejdet godt sammen i mange år, da vi tænker i samme retning, og samtidig har ungdomsudvalget og bestyrelsen også en stor andel i vores succes. Jeg får måske lov til at spise kirsebærrene, hvis de kommer, men jeg kunne aldrig gøre alle de her ting uden fællesskabet i klubben, siger Peter Arvedsen.

Find dine billetter til Thomas & Uber Cup 2020 i Aarhus her

I indstillingen tilskrives Peter Arvedsen dog en stor del af ansvaret for, at Lyngby Badminton Klub er nået dertil, hvor de er. Hans helt særlige kvalitet består nemlig i skabe et godt klubmiljø, der er udviklingsorienteret men samtidig rummeligt og respektfuldt, og hvor alle klubbens medlemmer – uanset alder og niveau favnes og værdsættes.

Derfor er han ifølge Bo Ømosegaard, talentudviklingschef i Badminton Danmark og paneldeltager, blandt de nominerede.

– Peter er fantastisk god til at skabe et godt klubmiljø, hvor der er plads til alle. Han har været i gamet i adskillige år, og en af hans helt store kvaliteter er, at han er meget rummelig og respektfuld både blandt spillere, trænere og forældre i klubben. Han er eminent til at inspirere et godt trænerteam, hvor han ikke er fokuseret på, at han selv skal shine. Sidste år opnåede han samtidig at få en af klubbens spillere med til Ungdoms-VM, så nu leverer han også spillere til allerhøjeste niveau, siger Bo Ømosegaard om den anden kandidat til Badminton Danmarks Talentpris.

Ifølge hovedpersonen selv er udviklingen af alle klubbens medlemmer da også essensen af hans mangeårige trænerarbejde, og derfor glæder det ham, at det skinner igennem.

– Det der gør mig glad og stolt, og det der driver mig i mit arbejde, er at se en udvikling og se noget tage form – på alle niveauer. Det gælder både B-spillerne, der bliver mesterrækkespillere, og elitespillerne der går op og får medalje. Det drev, der ligger i at se en udvikling, stimulerer mig. Som træner får man en unik mulighed for at arbejde med et barn eller et ungt menneske, som vil det så sindssygt meget. Det er fedt, siger Peter Arvedsen og tilføjer:

– Derudover gør det mig enormt glad, når jeg kommer ned i hallen og ser, at der er fyldt op med unger, som på eget initiativ laver en målrettet træning. Det er fedt, at jeg kan motivere de unge mennesker til at tænke over, hvad man gør, og at de så gør det på eget initiativ. På den måde skinner klubkulturen virkelig igennem.

Læs også: Første kandidat til Badminton Danmarks Talentpris 2020: Jakob Poulsen

Den endelige prismodtager vil blive fundet ved en afstemning blandt udvalgte talenttrænere, heriblandt ungdomslandstrænere, talentcentertrænere samt undervisere på badmintonsportens træneruddannelser.

Vinderen af Badminton Danmarks Talentpris 2020 vil blive hædret til Ungdoms-DM, der afholdes den 14.-16. august. Oprindeligt skulle mesterskabet være afholdt i april.



Tags: , , ,
Kategori: , , ,