Logo - Badminton Danmark - Logoer - Fjerbold - rød - hvid
Badminton Danmark

Sporten har brug for et økonomisk sikkerhedsnet

August 11, 2020 19:00 Skrevet af

Dansk Håndbold Forbund og Badminton Danmark efterlyser en økonomisk håndsrækning fra staten, hvis det fortsat skal være muligt at gennemføre store sportsevents med de mange corona-restriktioner.

 

Af Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark, og Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Der er meget få ting, der kan samle danskere som store sportsbegivenheder. Denne sommer havde mange danskere glædet sig til et europamesterskab i fodbold, og til at Tour de France skulle lægge vejen forbi Danmark. Desværre satte coronavirus en brat stopper for festlighederne til stor ærgrelse for både fans, sportsudøvere og arrangører.

I Dansk Håndbold Forbund og Badminton Danmark ser vi lige nu frem mod oktober og december, hvor vi efter planen skal afvikle hver vores store sportsbegivenheder. For badminton er det Thomas & Uber Cup, VM for herre- og damelandshold, der skal afholdes i oktober i Aarhus samt DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR i Odense, og for håndbolden er det EM i kvindehåndbold, som skal afholdes i Herning og Frederikshavn. Forberedelserne har allerede været i gang i et lille års tid – forberedelser, som naturligvis også har nogle økonomiske konsekvenser for begge vores forbund.

Den store usikkerhed omkring coronaens udbredelse er dog en hæmsko for begge arrangementer. Som det ser ud lige nu, ved vi ikke, om vi er købt eller solgt. Vi ved ikke, om det kan lade sig gøre at gennemføre de tre sportsevents og i givet fald under hvilke forhold? Med eller uden publikum? Kun som tv-mesterskab? Og med hvor mange atleter og hold – afhængigt af rejserestriktioner i de forskellige lande? Hele processen med at finde ud af, hvordan vi kan afvikle på en sundhedsmæssig ansvarlig måde, skal vi selv finde frem til. Vi får ingen hjælp, og det har vi brug for, så vi ikke drukner i bureaukrati og administration.

Spørgsmålene er mange, og alle har de stor betydning for økonomien. Både badminton og håndbold er i forvejen hårdt ramt på pengepungen, og det er heller ingen undtagelse for Badminton Danmark og Dansk Håndbold Forbund, der har måttet vinke farvel til allerede betalte omkostninger og mulige indtægter på blandt andet udskydelsen af Thomas & Uber Cup og på syv aflyste håndboldlandskampe hen over det seneste halve år. Med risikoen for en aflysning – eller i bedste fald en indskrænkning – af et VM og et EM, ser vi altså frem mod en endnu større økonomisk lussing, der kommer til at synge længe efter, at 2020 går på hæld.

For at undgå at vi kaster håndklædet i ringen, hvilket i sidste ende kan være konsekvensen, hvis vi selv skal oppebære risikoen for økonomiske tab, har vi brug for, at politikerne kommer på banen og sætter sportsevents på dagsordenen til de politiske forhandlinger. Vi har brug for, at staten også for os, der afvikler de store sportsbegivenheder, spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud og sammen med os og de øvrige interessenter tager et økonomisk ansvar og stiller en underskudsgaranti. Med en garanti i lommen kan vi lægge os i selen for at planlægge eventene under de forhold, som coronaen byder. Sker det ikke, er vi snublende tæt på at måtte aflyse de to store mesterskaber, da den potentielle økonomiske byrde bliver for tung at bære alene. I yderste konsekvens bliver eventene flyttet til et andet land, hvilket for os at se vil være en kæmpe falliterklæring for et velfærdsland som Danmark, der bryster sig af at have et vitalt idræts- og sportsliv. Ydermere vil Danmark ikke komme på det vigtige værtslige verdenskort og kunne tilbyde sport i verdensklasse for de danske såvel som udenlandske fans, hvilket i sidste ende også vil have negative konsekvenser for den danske samfundsøkonomi. Vi håber derfor, at politikerne kan se fornuften i, at vi må stå sammen om at sikre de økonomiske forhold for de store sportsbegivenheder i Danmark og giver os en håndsrækning.



Tags: , , , , ,
Kategori: ,