Badmintonphoto

Oprykkerhold sultne efter ligaudfordringerne: – Fedt at være i gang igen

August 27, 2020 10:33 Skrevet af

Det lykkedes ikke oprykkerholdet Gentofte at levere overraskelsen mod Højbjerg/ViaBiler i første runde af Badmintonligaen. Ikke desto mindre er Gentofte-træner Frank Larsen meget tilfreds med holdets comeback-debut i ligaen. – Fedt at være i gang igen, lyder det bl.a. forud for anden ligarunde, som allerede løber af stablen i aften fra klokken 18.

 

Badmintonligaen blev braget i gang tirsdag med flere spændende og ikke mindst overraskende udfald samt flere velkendte ansigter tilbage i landets bedste række, heriblandt Viktor Axelsen og Anders Antonsen.

Oven på en velfortjent hviledag står anden runde allerede for døren i aften fra klokken 18, og her venter fem matcher, som skal cementere, hvilke klubber der er kommet bedst ud af starthullerne oven på en for de flestes vedkommende lang kamppause foranlediget af coronapandemien.

For spillerne i Gentofte var der da også en smule rust, der skulle bankes af badmintonskoene ifølge cheftræner Frank Larsen, men trods alt leverede oprykkerholdet en stærk indsats mod en af sidste års klare højdespringere i ligaen, Højbjerg/ViaBiler.

– Det var selvfølgelig fedt at komme i gang igen. Mange af mine spillere havde ikke spillet kampe i mange måneder, og flere af dem kunne da også mærke, at der var noget rust, der skulle bankes af. Men jeg synes, at vi leverede en rigtig fornuftig holdindsats, siger Frank Larsen.

Gentofte tabte 3-6 til østjyderne, som kun på et hængende hår fik tre af sejrene i hus. Drabeligst så det ud i anden mixeddouble, hvor gentofterne Kasper Antonsen/Celine Juel måtte tage til takke med et 22-24-nederlag i tredje sæt til Jesper Toft/Natasja Anthonisen.

Klik her for at se alle resultaterne fra første runde i Badmintonligaen

Torsdag møder oprykkerholdet naboklubben og de forsvarende danske mestre, Skovshoved. Selv om ”skovserne” medbragte en kanin i hatten i første runde i form af Viktor Axelsen, led klubben et knebent nederlag til Værløse.

– Det, synes jeg, var en lille overraskelse, specielt fordi de havde Viktor på holdkortet, men Værløse har omvendt også et rigtig godt hold, siger Frank Larsen, som ikke i udpræget grad lugter blod i aftenens opgør af den grund.

– Vi er selvfølgelig sultne, men vi er også realistiske og ved, at den kamp, der venter mod Skovshoved, bliver rigtig svær. Skovshoved er et godt hold, og vi spiller på udebane. For os er målet med sæsonen at blive i ligaen. Vi får en masse kampe i sæsonen, hvor vi virkelig skal kæmpe med det, men det er vi også klar til, lyder det fra Gentofte-træneren.

Opgøret mellem Skovshoved og Gentofte kan følges direkte på Skovshoved Badmintons Youtubekanal. Klik her for at tilgå den

Foruden det nordkøbenhavnske lokalbrag venter torsdag aften opgørene:

Greve – Værløse

Solrød Strand – Aarhus AB

Højbjerg/ViaBiler – Vendsyssel

RSL ODENSE OBK – Team Skælskør-Slagelse

Vi samler de livestream-links, som vi modtager fra klubberne, og lægger dem ud på badmintonlive.dk, hvorfra de kan tilgås.



Tags: , ,
Kategori: , , , ,