Hovedbestyrelseskandidat trækker sig fra kampvalg

af | aug 31, 2020

Torben Pedersen har meddelt, at han trækker sit kandidatur til posten som eventansvarlig i Badminton Danmarks Hovedbestyrelse.

 

Der var lagt i kakkelovnen til tre kampvalg til repræsentantskabsmødet den 12. september, men nu bliver det altså kun om formandsposten, at der er to kandidater om buddet.

I sidste uge meddelte eliteansvarlig i hovedbestyrelsen, Kenneth Larsen, at han trækker sit kandidatur til posten, og det samme har den ene kandidat til posten som eventansvarlig Torben Pedersen nu valgt at gøre.

Læs også: Eliteansvarlig Kenneth Larsen trækker sit kandidatur til hovedbestyrelsen

Om beslutningen skriver Torben Pedersen på sin facebookprofil:

“Siden jeg meldte mit kandidatur den 14. april, er jeg blevet mødt med mange positive tilkendegivelser. Det er jeg rigtig glad for. Men der er også sket rigtig meget de seneste måneder. Jeg er blandt andet blevet valgt som formand for Badminton Sønderjylland. En post jeg overtager efter Kalle (som har siddet i bestyrelsen i 45 år). Store sko der skal fyldes ud. Og en masse spændende og vigtigt arbejde, der ligger og venter forude.”

Dermed fortsætter den nuværende eventansvarlige, Jeanette Clausen, på posten.

Læs også: Kom med til Badminton Danmarks repræsentantskabsmøde