Endelig topbadminton på programmet igen: – Den skal have fuld skrald i Odense

af | okt 1, 2020

For første gang i syv måneder er der verdensklasse-badminton på programmet, når DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR løber af stablen. Det bliver med julelys i øjnene hos såvel danske spillere og trænere, når de igen får lov at indtage de grønne baner i Odense og tage kampen op med den øvrige verdenselite. – Den skal have fuld skrald, slår Anders Skaarup Rasmussen fast.

 

Forventningens glæde er vel nok den største, lyder et ofte anvendt ordsprog.

Men selv om forventningsglæden efter atter at komme i gang med at konkurrere er intet mindre end mægtig hos de professionelle badmintonspillere og -trænere verden over, så har det været en speget affære at vide sig vis på, hvornår der igen skulle ske noget.

Denne gang er den imidlertid god nok.

I uge 42 skydes international topbadminton i gang efter syv måneders stilstand, og det bliver samtidig årets sidste turnering af den kaliber, som World Tour Super 750-turneringen DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR er.

En mand, der så godt som tripper som et barn i en slikbutik efter at indtage scenen i Odense, er den højrehåndede halvdel af landets bedste herredouble, Anders Skaarup Rasmussen.

– Jeg kan jo næsten ikke vente. Lodtrækningen er lige kommet, så nu er vi efterhånden så tæt på, som vi kan komme. Det bliver rigtig dejligt at komme i gang igen, og den skal have fuld skrald, forsikrer Anders Skaarup Rasmussen.

Læs også: Tunge dyster og danske debuter fra indledende runder af DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR

Ligesom den øvrige verdenselite har Skaarup brugt det seneste halve år på at afvente, håbe og ikke mindst træne frem mod turneringer og mesterskaber, som løbende er blevet udsat eller aflyst som konsekvens af coronapandemien.

Senest var det de to World Tour-turneringer og finalestævnet i Asien, der blev udsat til januar og forinden da det formentlig største trækplaster for de danske spillere, Thomas & Uber Cup i Aarhus, der blev udsat til 2021.

Ifølge den danske cheflandstræner Kenneth Jonassen var især sidstnævnte en hård besked at sluge i den danske landsholdslejr.

– Der er ingen tvivl om, at den kedelige nyhed om, at Thomas & Uber Cup ikke blev til noget i år, ramte spillerne hårdt, i og med der var tale om et stort, internationalt mesterskab på hjemmebane. Oven i det var det også guleroden for enden af tunnelen igennem en historisk lang træningsperiode. Så det var helt klart en mavepuster for os alle, siger Kenneth Jonassen, som dog hurtigt rettede sit og spillerne på landsholdstræningens blik mod DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR.

– Vi brugte selvfølgelig nogle dage på at tage nyheden ind, og så begyndte vi ellers hurtigt at snakke uge 42 op og se frem mod turneringen i Odense, som så er blevet den ”nye gulerod”, som vi har prøvet at tilgå på en konstruktiv måde. De 10 dage, hvor vi ville have konkurreret til VM, har fx i stedet givet nogle af de skadede spillere længere tid til at komme sig og forberede sig, siger cheflandstræneren.

Hør podcasten: Kæmpe analyse: Lodtrækning til DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR

Med aflysningen af Denmark Masters, som skulle have fulgt efter DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR, og sidste uges udsættelse af de tre turneringer i Asien, det såkaldte Asian Leg, er der nu kun uge 42 på programmet af større World Tour-turneringer i 2020.

Selv om det blot er en enkelt turnering i et kalenderår, der under normale omstændigheder havde rummet kampe i overflod, er det imidlertid ikke noget at kimse ad, mener Anders Skaarup Rasmussen.

– Det er helt vildt fedt, at det her kæmpe event bliver til noget. Det giver et vigtigt afbræk i den evige træning, og langt om længe får vi mulighed for at bruge nogle af de mange ting, som vi har trænet på daglig basis, i kamp. Det er noget af det, jeg har savnet allermest, slår han fast og nævner desuden følelsen af at træde på banen og mærke den puls og intensitet, der medfølger, på listen over de ting, han ser frem til med comebacket.

Også Kenneth Jonassen anser det som essentielt, at spillerne kommer i kampaktion igen.

– Mentalt har den her lange træningsperiode i høj grad handlet om at finde meningen. Alle spillere vil selvfølgelig gerne blive bedre, udvikle sig og kan se en mening i det i form af træning. Men en anden del af motivationen handler om at komme ud og konkurrere mod andre topspillere og mærke de lag, man i løbet af en træningsperiode lægger på sit spil. Derfor er det blandt andet vigtigt med et konkret mål at arbejde henimod, siger han og påpeger:

– Det er, når man er ude at konkurrere, at det bliver klart, hvor man kan optimere og finjustere i sit spil. Det er ikke ting, vi selv kan fremtvinge fuldstændigt. Det er noget, modstanderen udstiller. Derfor sker en stor del af ens udvikling også i den proces, der ligger mellem turneringer.

Foruden at mærke hjertet hamre og sveden pible ud af kroppen, som det kun sker i reelle kampsituationer, håber Anders Skaarup Rasmussen, at afviklingen af DANISA DENMARK OPEN 2020 presented by VICTOR kan vise sig som et kommercielt godt eksempel.

– Jeg håber selvfølgelig, at det kommer til udtryk, hvor glade og entusiastiske folk er for at være tilbage på topniveau, og at det skaber noget opmærksomhed om, at det stadig er et godt og seværdigt produkt med høj intensitet, der bliver leveret på banen. Også selv om det ikke nødvendigvis er de 32 bedste på verdensranglisten, der er med. Derfor er jeg også glad for, at Badminton Danmark kører på, og at Denmark Open kommer til at tælle på ranglisten.

Klik her for at gå til denmarkopen.dk og læse mere om eventen