En fantastisk og intens triumf på 3-0 over Frankrig sikrer Danmark guld ved UEM for hold i Finland. Det er første gang siden 2013, at Danmark vinder det ædle metal. – Stor ros til spillerne og holdet for den måde, de har været på, siger en stolt U19-landstræner, Rune Ulsing.
Danmark har Europas bedste landshold under 19 år.
Det står klart, efter det danske U19-landshold mandag formiddag besejrede Frankrig 3-0 i UEM-finalen og dermed hjemtager mesterskabsguldet for første gang siden 2013!
Ikke overraskende er det et resultat og en præstation, som vækker stor stolthed hos U19-landstræner Rune Ulsing.
– Vi er selvfølgelig rigtig glade og meget stolte. Det kan jeg også mærke på spillerne, at de er, siger landstræneren og nævner navnlig hele holdets tilgang til tingene som afgørende for det fantastiske resultat.
– Der har hele vejen igennem været virkelig god stemning på holdet, og det er også noget af det, jeg synes, man skal tage med herfra. Resultatet er én ting, men vigtigt er det også at nævne den måde, holdet har været på og håndteret tingene. Spillerne har været gode og professionelle til at håndtere, hvem der har skullet spille. Og dem, der har været i aktion, har hver gang været klar fra start og gode til at være i det, selv når det er blevet hårdt, og tingene måske ikke har kørt på skinner, siger han.
Læs også: Danmark gør rent bord og spiller sig sikkert i UEM-finalen
Selv om finaleresultatet på papiret var særdeles overbevisende, 3-0, var det ikke en problemfri affære at hjemhente de tre sejre, der skulle til mod franskmændene, som ved de seneste to mesterskaber er løbet med sejren.
Særligt i finalens første kamp mellem Mads Vestergaard/Clara Løber og franskmændene Christo Popov/Flavie Vallet var der dramatik til sidste øjeblik. Efter et tæt nederlag i første sæt lykkedes det ad flere omgange danskerne at indhente modstanderne i både andet og tredje sæt.
– Man kan godt mærke, at der er høj tænding på, og at spændingsniveauet nok ligger lidt for højt i perioder. I perioder fungerer det ikke rigtig godt for Mads og Clara, men i stedet for at lade frustrationerne komme til udtryk kan man se, at de kæmper med at blive i det og bliver ved med at arbejde derinde. Det er marginalerne, der gør det til sidst, men det er nogle marginaler, som de fremprovokerer ved at blive ved med at blive modige, siger Rune Ulsing om den vigtige sejr, der sikrede første point til dansk konto.
Klik her for at se alle finaleresultater
Dernæst kørte Magnus Johannesen det andet point hjem efter en udmarvende herresingle mod Alex Lanier. Også Johannesen havde ifølge U19-landstræneren svære perioder i løbet af sin kamp, men formåede på trods at stresse modet ud af sin modstander og hjemtage triumf nummer to med cifrene 22-20, 17-21, 21-9.
– Vi havde snakket om inden kampen, at Magnus skulle være klar til at æde ham mentalt, blive i det og mørne ham, og det formåede han rigtig godt i dag, siger Rune Ulsing.
Med to point i dansk behold og et halvt ben på øverste podieplads kunne en hovedkold Benedicte Sillassen køre guldet i hus med en relativt komfortabel og kampafgørende sejr på 21-8, 21-17.
– Benedicte spiller virkelig stabilt i dag. Hun leverer på et flot og højt niveau, siger Rune Ulsing.
Vi ønsker et kæmpestort tillykke til hele den danske guldtrup med præstationen i Finland!
Det danske guldhold består af:
Drenge: Piger:
Magnus Johannesen, Aalborg Triton Benedicte Sillassen, Holbæk
Mads Juel Møller, Højbjerg Simona Pilgaard, Odense OBK
Christopher Vittoriani, Gentofte Anna Siess Ryberg, Hvidovre
William Boe, Odense OBK Clara Løber, Højbjerg
Marcus Rindshøj, Solrød Strand Mette Werge, Hvidovre
Mads Vestergaard, Højbjerg Frederikke Østergaard, Kolding
Christian Faust Kjær, Viby J
Guldtrænerteamet består af:
U19-landstræner Rune Ulsing
U17-landstræner Frank Larsen
Klik her for at se tidligere resultater fra UEM for hold
Senere mandag begynder det individuelle UEM. I eftermiddag og aften skal fire danske singler i aktion.
Klik her for at få overblik over programmet for UEM individuelt