Uden at tabe et eneste sæt: Boe/Vestergaard er ungdomseuropamestre anno 2020

af | nov 7, 2020

Herredoubleparret William Kryger Boe/Mads Vestergaard vinder UEM 2020 i herredoublekategorien med cifrene 21-15, 22-20 over det topseedede russiske par, Egor Kholkin/Georgii Lebedev. En triumf, som ifølge U19-landstræner Rune Ulsing er et af de største ungdomsresultater man kan lave. 

Drengenes UEM-guld er deres hidtil største sejr og et rigtig godt tegn for drengene, fortæller U19-landstræner Rune Ulsing.

– Guldet til ungdomseuropamesterskabet er en stor triumf for drengene – og deres hidtil største resultatet. Drengene har turneringen igennem præsteret på et højt niveau, så det er helt klart et godt tegn for drenge og et resultat, de kan være rigtig stolte af, fortæller Rune Ulsing.

Læs også: Solide Mads Vestergaard/William Kryger Boe Sikrer sig UEM-finaleplads

Ifølge Rune Ulsing blev sejren og dermed guldmedaljen hevet i land, fordi drengene var forberedte og præsterede på et højt niveau.

– Drengene havde på forhånd gjort sig en masse tanker omkring, hvad der var vigtigt at have fokus på, og hvordan kampen skulle spilles. De gik ind og holdt sig til den plan vi havde lagt. Derudover var de meget koncentreret og fokuseret, og det var medvirkende til, at de spillede en rigtig, rigtig flot kamp, fortæller en stolt U19-landstræner.

Læs også: For første gang i syv år: Danmark er ungdomseuropamestre for hold

Boe/Vestergaard var været urørlige turneringen igennem, hvor de har spillet fem kampe uden at smide et eneste sæt. Ifølge Rune Ulsing skyldes det, at drengene har en stor forståelse for både spillet og hinanden.

– Drengenes forståelse og evne til at læse spillet er enorm, hvilket er rigtig vigtigt og en forudsætning for at klare sig så godt. Derudover fungerer de godt sammen, de kender hinanden og deres opgaver ud og ind – og så har de bare spillet på et højere niveau end resten af herredoubleparrene ved turneringen, forklarer Rune Ulsing.

UEM 2020 er nu slut for dansk vedkommende. Udover Mads Vestergaard/ William Kryger Boes guldmedalje i herredoublekategorien, tager U19-landsholdet også en guldmedalje for hold med hjem fra mesterskaberne i Finland.