DH-slutspil udgår som konsekvens af udsatte runder

af | nov 25, 2020

Udsættelsen af femte og sjette spillerunde i DH-turneringen får ærgerlige konsekvenser for slutspillet i DH-turneringen. Slutspillet udgår i denne sæson, og i stedet vil grundspillet blive spillet færdigt. Stillingen i de respektive puljer vil være grundlag for op- og nedrykninger.

 

Den indeværende sæson i DH-turneringen bliver uden et slutspil, som vi kender det.

Det står klart og sker som følge af den seneste forlængelse af forsamlingsforbuddet frem til 13. december, der medfører en udsættelse af den sjette spillerunde, som skulle være løbet af stablen i weekenden 5.-6. december.

Tidligere blev også femte spillerunde, der var planlagt til afvikling 14.-15. november udsat som konsekvens af forsamlingsforbuddet.

Med to udsættelser finder Holdturneringsudvalget det ikke realistisk, at der kan findes tid til at spille to holdrunder mere, hvorfor slutspillet udgår i den indeværende sæson.

I stedet vil grundspillet blive spillet færdigt, og stillingen i puljerne vil være grundlag for op- og nedrykninger. De udsatte grundspilskampe vil blive spillet i de planlagte slutspilsrunder (se nedenfor).

Det er muligt, at der vil blive lavet kvalifikationskampe for at afgøre de endelige op- og nedrykkere. Holdturneringsudvalget er i færd med at kigge på mulighederne for kvalifikationskampe, som evt. vil kunne placeres i runde 11.

Holdturneringsudvalget vil hurtigst muligt fastsætte de endelige regler for op- og nedrykning, hvorefter klubberne vil blive informeret.

De kommende spillerunder er nu planlagt som følger:

  • Spillerunde 5, der var planlagt til afvikling den 14.- 15. november (uge 46), flyttes til afvikling den 6.- 7. februar (uge 5).
  • Spillerunde 6, der var planlagt til afvikling den 5.- 6. december (uge 49), flyttes til afvikling den 27.- 28. februar (uge 8).
  • Såfremt spillerunde 7 den 16.- 17. januar (uge 2) udsættes, flyttes denne spillerunde til weekenden den 13.- 14. marts (uge 10).
  • Eventuelle kvalifikationskampe afvikles den 27.- 28. marts (uge 12).
  • I 1. division er de tidligere meddelte alternative spilledatoer (28/2, 15/3 og 29/3) fortsat gældende for spillerunder placeret i uge 8, 10 og 12.
  • Hjemmeholdene får mulighed for at indberette nye spilletider, og nærmere information følger snarest muligt fra administrationen.

Ovenstående gælder ikke for Badmintonligaen, men for den øvrige del af DH-turneringen (Danmarksserien til 1. division). De enkelte kredse beslutter selvstændigt, hvad der sker med udsatte kampe i de øvrige seniorrækker.