Jens Grill stopper som talentudviklingsleder i Jylland

January 7, 2021 14:01 Skrevet af

Efter eget ønske stopper Jens Grill som talentudviklingsleder i Jylland. I stedet påbegynder han ny uddannelse, hvilket ikke er foreneligt med jobbet som talentudviklingsleder.

 

Badminton Danmarks talentudviklingsleder i Jylland, Jens Grill, har valgt ikke at forlænge sin kontrakt, hvorfor han pr. dags dato er stoppet i stillingen. Nu venter nye og helt anderledes opgaver idet, at Grill har valgt at begynde på gartneruddannelsen i Aarhus.

– Jeg stoppede op i mit liv og så på, hvad jeg havde lyst til. Jeg fandt ud af, at jeg ville prøve noget andet, og have en anden hverdag. Det er derfor et naturligt skifte for mig, selvom det bliver helt anderledes, og det er spændende for mig at se på de her nye muligheder. På den anden side har jeg været glad for at arbejde for Badminton Danmark og være en del af den her proces med at diskutere og udarbejde den Talentudviklingsstrategi, som blev færdig sidste år. Det har været rigtig spændende, og jeg har mødt mange dygtige mennesker på min vej, siger Jens Grill.

I Badminton Danmark havde man gerne set Jens Grill fortsætte i rollen som talentudviklingsleder i Jylland, men samtidig er der opbakning til hans beslutning.

– Jeg er rigtig ærgerlig over, at Jens stopper som talentudviklingsleder, da han har været en vigtig person i vores bestræbelse på at styrke vores decentrale talentudvikling. Jens har udført et godt arbejde med at understøtte og udvikle vores talentcentre i Jylland og forstærke vores samarbejde med klubber, kommuner og kredse, og jeg kommer til at savne ham som den gode kollega, han også var. Samtidigt har jeg selvfølgelig fuld forståelse for Jens´ valg og ønsker ham alt held og lykke med hans uddannelse, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom.

Jens Grill var ansat i Badminton Danmark siden november 2018. Til at begynde med var han talentudviklingsleder i Nord- og Midtjylland, før han i juni 2019 overtog ansvarsområdet for hele Jylland.

Indtil et nyt setup for talentudviklingen i Jylland er etableret, vil Badminton Danmarks talentudviklingschef, Bo Ømosegaard, overtage ansvaret for Badminton Danmarks talentudviklingsaktiviteter i Jylland.



Tags: , ,
Kategori: , ,