Badminton Danmark har indgået et nyt, strategisk samarbejde med den miljøvenlige strømpeproducent Bambusa Danmark. Ambitionen er, at samarbejdet skal være med til at styrke økonomien i de danske badmintonklubber, som får mulighed for at indgå fordelagtige sponsorsamarbejder med Bambusa.
Sælg miljøvenlige bambussokker, og inkassér en pæn sum af fortjenesten til klubkassen. Så enkelt lyder konceptet i Bambusa Danmark, som nu retter blikket målrettet mod dansk badminton.
Badminton Danmark og Bambusa Danmark har nemlig indgået en ny samarbejdsaftale, som blandt andet har til hensigt at støtte op om økonomien i klubkasserne i landets badmintonklubber og -foreninger.
Det fortæller Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.
– Det er ikke nemt at være badmintonklub eller forening i disse dage, og desværre mærker flere af landets klubber presset i klubkasserne. Det samarbejde, vi fra nytåret har påbegyndt med Bambusa Danmark, håber vi vil være med til at udbrede kendskabet til Bambusa-konceptet i de danske klubber og komme dem til gavn både på kort og lang sigt, siger Bo Jensen.
Læs også: Viktor Axelsen vinder B.T. Guld
Bambusa Danmark er som hovedsponsor af den danske kvindeliga i håndbold allerede et velkendt navn i dansk sport. I Sverige og Norge har Bambusa-gruppen siden 2017 hjulpet flere end 2000 sportsklubber med at opnå en samlet gevinst på over 50 millioner norske kroner.
Også i badmintonsporten herhjemme har blandt andre Badminton Esbjerg stiftet bekendtskab med Bambusa, som de lavede en sponsoraftale med i efteråret.
Ifølge formand i Badminton Esbjerg Jørn Gade kan det i den grad anbefales at stable et samarbejde med Bambusa på benene.
– Vi har indtil videre haft et super godt samarbejde med Bambusa. De leverer en rigtig god noget-for-noget-aftale, som de har overholdt til punkt og prikke. Sokkerne er virkelig lækre, fint pakket ind og har været nemme at afhænde. Vi har solgt Bambusa-sokker i nogle måneder nu, og jeg tror, at der under de fleste juletræer hos badmintonudøvere i Esbjerg-området lå sokker under juletræet. Det har givet et økonomisk pust til klubben og kan helt klart anbefales til andre klubber at komme i gang med, siger Jørn Gade.
For Bambusa Danmark er samarbejdet med Badminton Danmark led i en målsætning om at komme ind på det danske marked og få udbredt sit brand i det danske badmintonmiljø.
– Vi har haft gode samarbejder med flere badmintonklubber allerede og synes, at badmintonsporten er rigtig spændende. Vi håber, at samarbejdet kan gavne både os og Badminton Danmark. At vi kan komme i kontakt med en masse klubber og hjælpe dem med at støtte deres økonomi og dermed også puste liv i den generelle økonomi i dansk badminton – især i en svær tid som nu, siger direktør i Bambusa, Håvard Gundersen.
Aftalen mellem Badminton Danmark og Bambusa Danmark løber foreløbig til og med 2022. Du kan læse meget mere om Bambusa og dets koncept her.