Førstedagen af Toyota Thailand Open udmundede resultatmæssigt i en pose blandede bolcher for de danske spillere, dog med flest tomler vendt i vejret til sidst.
Anden omgang Thailand Open i Bangkok, Toyota Thailand Open, blev kickstartet tirsdag tidlig morgen, dansk tid, og udmundede i blandede danske resultater, der dog blev bedre og bedre, som dagen skred frem.
Niclas Nøhr/Amalie Magelund lagde ud med et knebent nederlag til trods for en brav indsats mod inderne Rankireddy/Ponnappa. Danskerne havde eller flere muligheder for at sejre, blandt andet med flere sætbolde i første sæt, men endte desværre med at tabe det 21-23 og andet sæt 18-21.
Til gengæld fulgte Alexandra Bøje/Mette Poulsen op med en tæt sejr over modstanderne fra Singapore 22-20, 21-18, som sikrer dem en kvartfinale, inden Rasmus Gemke efter blot tre dueller kunne kalde sig sejrherre over den indiske kombattant, der trak sig med en skade ved 0-3.
Læs også: Axelsen vinder Thailand Open: – Det var bundsolidt
Desværre lykkedes det ikke Kim Astrup/Anders Skaarup at besejre deres indonesiske modstandere, som i sidste uge nåede semifinalen. Den danske double tabte tæt 19-21 i tredje i sæt og er således ude af turneringen.
Med er til gengæld stadig Anders Antonsen, som storsejrede mod en modløs thailandsk modstander 21-8,21-8. Det samme gjaldt for så vidt for Hans-Kristian Vittinghus, der overbevisende ondulerede spansk Luis Penalver med cifrene 21-11, 21-13.
Dagens danske rosin i pølseenden var Mathias Christiansen/Niclas Nøhr, der også havde held med at gøre kort proces. Her måtte de thailandske modstandere trække sig ved dansk 11-8-føring efter en solid dansk sejr i første sæt.
Læs også: Tjen penge til klubkassen: Badminton Danmark indgår samarbejde med Bambusa Danmark
Onsdag skal de resterende danske spillere i kamp, hvor den blandt andet står på danskerduel mellem Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt og en række øvrige spændende dyster. Klik her for at se hele kampprogrammet for onsdagen i Bangkok.