Foto: Lars Møller, Badminton Danmark

Badminton Danmark forlænger med sprød landsholdssponsor

February 15, 2021 10:26 Skrevet af

Badminton Danmark har forlænget sin aftale med småkageproducenten Danisa, der omfavner landsholdene og landstrænerne, så sponsoratet nu gælder for resten af 2021. – Vi er rigtig glade og stolte over, at vi har forlænget vores aftale med Danisa, siger Badminton Danmarks direktør Bo Jensen.

 

Når det danske landshold går på banen til EM for blandede hold tirsdag og spiller den første kamp ved mesterskabet mod værtsnationen Finland, bliver det med det velkendte Danisa-tryk på maven af landsholdsholdstrøjerne.

Badminton Danmark og Danisa er blevet enige om at forlænge samarbejdet i et år, så det foreløbig gælder til 31. december 2021. I dette år står landsholdet overfor flere spændende udfordringer, hvor støtten fra en velkendt del af fællesskabet kan blive en fordel.

– Vi er rigtig glade og stolte over, at vi har forlænget vores aftale med Danisa. Danisa har gennem de seneste år været med til at udvikle dansk badminton og givet landsholdet og landstrænerne bedre muligheder for at være konkurrencedygtige i det skarpe felt af store badmintonnationer, som på ressourcer og midler er foran Danmark. Danisa ved derfor, hvad det handler om, og hvad vi i fællesskab går efter at opnå, hvilket er udvikling og badminton i verdensklasse, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

Læs også: Badminton Danmark indgår samarbejde med Bambusa Danmark

Danisa har siden 2015 engageret sig i dansk badminton, og småkageproducenten ønsker fortsat at benytte sig af muligheden for at brande sig via de danske badmintonlandshold og landstrænerne, der når ud til et bredt publikum i Asien, som er Danisas kernemarked.

– Badmintonsportens udbredelse til de asiatiske markeder er rigtig stor i forhold til andre sportsgrene. Det er en god sport for os, som vi gerne vil være i. Specielt når der i år både er EM for blandede hold, Sudirman Cup og ikke mindst Thomas & Uber Cup på hjemmebane, hvor vi gerne vil gøre vores for, at Danmark kan levere gode resultater, siger Erik Bresling, direktør for Danish Speciality Foods AAL DK A/S and Danish Speciality Foods CPH DK ApS Danisa.

Læs også: De danske EM-favoritter har sat kurs mod Finland: – Presset er et privilegie



Tags: , , , ,
Kategori: , , , ,