Fjerbold - Shuttlecock - Fjer - Bold - Linje - Grøn bane - hvide linjer - Badmintonphoto
Badmintonphoto

Genåbning af badmintonsporten: Badminton Danmark arbejder på afklaring

March 23, 2021 10:21 Skrevet af

Badminton Danmark arbejder ihærdigt på at få afklaret en genåbningsplan for badmintonsporten specifikt og melder ud, så snart vi ved mere om, hvordan og i hvilke etaper badmintonsporten genoptages.  

 

Sent mandag aften blev et bredt flertal i Folketinget enige om en plan for genåbningen af samfundet, som Badminton Danmark nu arbejder på højtryk for at få afklaret i detaljer for badmintonsporten specifikt. Så snart vi ved mere om, hvordan og hvorledes badmintonsporten åbner op, melder vi det ud.

Indtil videre lægger det i planen for genåbningen klart, at der fra den 21. april åbnes for indendørs idræt i organiseret regi for børn og unge under 18 år uden krav om coronapas.

Det er dog endnu ikke klart, hvilke idrætter der er omfattet, eller hvilke smitteforebyggende tiltag, der skal gøres.

Det arbejder Badminton Danmark målrettet på at blive klogere på ud fra en forventning om, at badmintonsporten selvfølgelig er med fra 21. april.

Derudover nedsættes der snarligt en arbejdende ekspertgruppe, som sammen med relevante myndigheder medio april skal komme med forslag til, hvordan eksempelvis større idrætsarrangementer kan afvikles forsvarligt. Hvad ’større’ er, vides endnu ikke.

Klik her for at tilgå Badminton Danmarks og DGI Badmintons aktuelle retningslinjer for udendørs badminton.

Næste led i genåbningen sker efter planen den 6. maj, hvor der åbnes for indendørs idræt for voksne over 18 år med coronapas. Her skal der ligeledes forhandles om, hvilke sportsgrene der er omfattet, og hvilke smitteforebyggende tiltag der skal tages.

I tredje omgang pr. 21. maj åbnes med krav om coronapas de resterende idrætsaktiviteter, som ikke er åbnet.

Hjælpepakker fortsætter som udgangspunkt frem til den 30. juni, men udformningen af de konkrete hjælpeordninger skal forhandles i den kommende tid. Når det er på plads, vender vi tilbage med yderligere information.

Vi opdaterer løbende vores hjemmeside og FAQ med alle relevante informationer og opfordrer derfor alle til at holde sig orienteret her.

I forhold til selve coronavirussen (Covid-19) generelt bedes du altid holde dig opdateret på www.coronasmitte.dk.



Tags: ,
Kategori: , ,