Badminton Danmarks Repræsentantskabsmøde og DGI Badminton Landledelsesmøde veloverstået i det virtuelle

af | maj 29, 2021

Det blev til et enkelt kampvalg, tre fornemme prisuddelinger, enkelte tekniske komplikationer og et forhåbningsfuldt blik på fremtiden på Badminton Danmarks Repræsentantskabsmøde og DGI Landsledelsesmøde 2021.

 

Badminton Danmarks Repræsentantskabsmøde og DGI Landledelsesmøde 2021 forløb i store træk uden stor dramatik lørdag formiddag.

På trods af enkelte tekniske udfordringer undervejs på den første udelukkende digitale udgave af Badminton Danmarks repræsentantskabsmøde lykkedes det således at komme igennem mødets dagsorden, der rummede blandt andet regnskab for året, der er gået, budget for indeværende år og formandsberetninger fra henholdsvis DGI Badminton-formand, Preben Buchholtz, og Badminton Danmarks formand, Tore Vilhelmsen.

Her kunne begge enes om, at det forgangne år har været et specielt og udfordrende af slagsen, og vejen tilbage på ret køl post-corona kommer til at handle om, at vi må løfte i flok, hvilket også mange af mødets virtuelle deltagere kunne bakke op om.

Klik her for at tilgå dagsordenen for Badminton Danmarks Repræsentantskabsmøde 2021

Hovedparten af de udvalgsposter og ansvarsområder, der skulle besættes, var på årets møde uden flere kandidater end nødvendigt, men en enkelt post var dog på kampvalg. Det drejede sig om tjansen som holdturneringsansvarlig i hovedbestyrelsen, hvor henholdsvis den hidtil siddende med den kasket, Karsten W. Hansen, var genopstillet over for et af hovedbestyrelsens øvrige medlemmer, Kristian Hedelund.

Her blev det Kristian Hedelund, der via en online afstemning blev valgt ind som ansvarlig på området.

De øvrige poster på valg blev besat uden videre indvendinger, og så blev forslaget om ændret honorering af Badminton Danmarks hovedbestyrelse også vedtaget.

Ikke mindst fandt tre fornemme kåringer sted af henholdsvis Årets Badmintontræner, Årets Badmintonklub og Årets Ildsjæl.

Klik her for at læse, hvem der løb med de priser og se videoerne, hvor de respektive vindere overraskes med den glædelige nyhed.