Vendsyssel Elite Badminton må desværre klare sig uden sin cheftræner, Allan Kolbro Nielsen, når Final 4 udspilles tirsdag 22. og onsdag 23. juni i Brøndby Hallen. Det bliver i stedet for Jan Ø. Jørgensen, som får ansvaret som spillende cheftræner.
Allan Kolbro Nielsen har i flere dage været indlagt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, hvor lægerne forsøger at få styr på nogle høje infektionstal.
– Vi har afventet situationen, fordi vi selvfølgelig ikke kan forestille os at spille Final 4 uden vores dedikerede og dygtige cheftræner, men lørdag traf vi i fællesskab den tunge beslutning, oplyser VEB’s formand, Jan R. Jensen, i en pressemeddelelse fra VEB.
Nu bliver det i stedet for rutinerede Jan Ø. Jørgensen, som ud over at spille herresingle får ansvaret som cheftræner.
– “Kolle” er nærmest umulig at undvære. Vi mister en stor kapacitet, men jeg håber alligevel på en eller anden måde, at det får os spillere til at rykke endnu tættere sammen, siger Jan Ø. Jørgensen, som får hjælp bag banerne i Brøndby Hallen af Christian Thode og Jacob Høyer Filt Juhl.
Læs også: Kulminationen på Badmintonligaen: Sikr dig dine RSL Final 4-billetter nu
RSL Final 4-semifinalerne spilles tirsdag. VEB møder Værløse kl. 13.00. Kampen sendes direkte på TV2 Sport. Kl. 19.00 mødes Team Skælskør-Slagelse og Skovshoved, som også sendes på TV 2 Sport.
Onsdag er der bronzekamp kl. 13.00 og DM-finale kl. 19.00.
Vi ønsker Allan rigtig god bedring!
Læs også: Vendsyssel har valgt sin Final 4-modstander: – Vi ved, at de sagtens kan drille os