Rune Ulsing ansættes som center- og transitionstræner i Badminton Danmark

af | jun 29, 2021

Badminton Danmark opnormerer trænerbesætningen på det Nationale Elite Træningscenter, NETC, og forstærker samtidigt indsatsen for de fremtidige NETC-spillere ved at ansætte Rune Ulsing i en ny stilling som center- og transitionstræner.

 

For første gang i syv år kunne det danske U19-landshold lade sig kåre som europamestre i november 2020. En titel som kom i hus med kompetent trænerarbejde fra Rune Ulsing.

Men det flotte og historiske resultat står ikke alene. Rune Ulsing har som U15-, U17- og sidenhen som U19-landstræner demonstreret sine trænerkompetencer. Derfor har Badminton Danmark besluttet at fastansætte Rune Ulsing i en ny rolle i Badminton Danmark.

– For fortsat at være konkurrencedygtige blandt verdens bedste badmintonnationer skal vi hele tiden udvikle vores setup, og jeg er derfor rigtig glad for, at vi har fået mulighed for at opnormere Runes hidtidige stilling til en fuldtidsstilling. Det giver os mulighed for at forfølge vores strategiske indsatsområder – både på NETC og indenfor vores talentudvikling, siger Badminton Danmarks elite- og sportschef, Jens Meibom, og fortsætter.

– Vi er rigtig glade for, at vi har nået frem til en aftale med så dygtig og talentfuld en træner som Rune (Ulsing, red.). Hans trænerkompetencer er velkendte, og samtidig er Rune en rigtig god person, som lever helt op til de værdier vi har for vores elite- og talentarbejde. Vi glæder os til at få begge dele sat yderligere i spil til glæde for både vores talenter og spillerne på NETC, siger elite- og sportschef Jens Meibom.

Rollen som center- og transitionstræner er en nyoprettet stilling i landstrænerteamet. Med titlen kommer Ulsing til at indgå i landstrænerteamet og deltage på træningerne på NETC, ligesom han får til opgave at stå for Badminton Danmarks ugentlige træning af U17-U22-spillere på Elitetalentcenter Øst.

Endvidere skal 37-årige Ulsing have fokus på at hjælpe med at skabe optimale udviklingsrammer for de unge talenter, der har potentialet til at tage transitionen fra ungt talent til spiller på NETC.

– Det bliver super spændende. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde med spillere, der går all in på badminton og som konkurrerer med i den absolutte verdenselite. Jeg glæder mig også til at komme ind i trænerteamet, som jeg kan sparre med og udvikle mig sammen med. Jeg synes, at tiden er rigtig, og der er mange ting, som virker til at fungere godt i Badminton Danmark. Så som jeg ser det, er det hér, at der er højest niveau på både spiller og trænersiden, og derfor er det specielt at skulle herind og arbejde, siger Rune Ulsing.

Rune Ulsing begynder i jobbet som center- og transitionstræner i Badminton Danmark den 1. august 2021. Han vil stadig være involveret i opgaver indenfor U19-landsholdet, hvad angår mesterskaber og samlinger.

Rune Ulsings CV:

Født: 07.06.1984

Trænerjobs:

  • Hvidovre: 2011-2021
    • Chef for senior og ungdom
  • Greve: 2015
    • Ansvarlig for morgentræning
  • U15-landstræner: 2014-2016
  • U17-landstræner: 2017-2019
  • U19-landstræner: 2019-2021

Priser: Rune Ulsing har været nomineret til Badminton Danmarks Talentpris to gange – i 2019 og 2021.

Træneruddannelse: Badminton Danmarks Talenttræneruddannelser, 1-3. DIF’s Diplomtræneruddannelse. Mangler sidste opgave i Team Danmark og DIF’s Elitetræneruddannelse (ITA).

Baggrund: Har tidligere været optaget som spiller på NETC.